Livet her

Vækst giver NIC Denmark pladsmangel

Trods flytning til nye lokaler giver væksten udfordringer

02. september 2020 kl. 07:45

GLYNGØRE: NIC Denmark, der blandt andet producerer lysninger til vinduer og døre og andre præfabrikerede inddækningsopgaver til byggeri, har brugt sommeren på at flytte til nye lokaler og investere i nye maskiner.

De nye lokaler er beliggende i Jamos tidligere bygninger på Elmevej i Glyngøre, hvor NIC Denmark i forvejen havde til huse. Lokalerne er dog beliggende i en anden del af den store bygning.

Men allerede inden indvielsen til oktober giver øget vækst pladsmangel.

Det fortæller partner og direktør Arne Spicer Lindgren, der sammen med Helle Frostholm Skærbech, driver NIC Denmark.

- Vores udfordring er, at vi er tæt på at vokse ud af rammerne allerede nu og derfor i gang med at optimere vores processer for evt. at kunne finde løsninger til at afhjælpe pladsmanglen. Men vi vil helst blive under eget tag og derfor vil vi i første omgang se, om vores net af underleverandører kan hjælpe os, fortæller Arne Spicer Lindgren.

Lige nu gennemfører virksomheden en nøje planlagt flytteproces på tre måneder og produktionen har faktisk kun ligget stille som planlagt i industriferien.

- Vi startede to uger inde i juni med at installere nye maskiner i de nye lokaler samtidigt med, at produktionen kørte i de gamle lokaler. I industriferien flyttede vi så de maskiner, der skulle med fra de gamle lokaler og over i de nye, og det er kørt uden problemer af nogen art, fortæller Arne Spicer Lindgren.

Da medarbejderne kom tilbage fra ferie i uge 32, var de nye lokaler klar.

- Vi trykkede populært sagt på knappen og var klar til at køre i de nye lokaler. Vi har kørt produktionen samtidigt med, at vi har indfaset tre nye maskiner og ny udsugning og det er kørt efter en snor, siger Arne Spicer Lindgren.

Lige nu kører NIC Denmark den sidste nye store CNC maskine ind.

- Den kan tage hele plader ind og forarbejde dem. Vi har investeret kraftigt i nye maskiner, som både giver os flere muligheder, men samtidig kan være med til at styrke vores principper om mål, nøjagtige varer, høj kvalitet og leveringssikkerhed, fortæller Arne Spicer Lindgren.

Han fortæller, at der går et par uger endnu før, at de sidste maskiner er fuldt indfasede.

NIC Denmark indvier officielt de nye faciliteter ved et arrangement fredag 9. oktober.

Annonceret indhold

Nyeste