Livet her

Trængsel til seniormessen

Mange ville gerne nå at have en snak ved standene, inden dagen fortsatte med kaffebord og musik

13. september 2018 kl. 10:37

ØSTER JØLBY: Det myldrede ind med mennesker i Midtmors Sport i går, allerede længe inden årets Samværs- & Glædesfest for øens pensionister skulle starte. Rigtig mange valgte at starte eftermiddagen med et besøg på messen "Morsø SeniorPalet", som blev afholdt i den mindre hal.

Her kunne man blandt andet træffe kommunale medarbejdere fra visitationen, sundhedscentret, hjælpemiddelcentralen, Centralkøkkenet Skovparken og mange flere. Desuden var en række foreninger på pletten.

- Jeg synes, at det er et godt arrangement. Vi får en snak med mange og får mulighed for at fortælle, hvad Parkinsonforeningen kan hjælpe med. Vi arrangerer for eksempel foredrag og mange andre aktiviteter, sagde John Sørensen fra foreningen.

Ragna Vigsø, næstformand i Morsø Senioridræt, stod også klar til at dele foldere ud.

- Vi har jo både gymnastik, kroket, krolf, petanque, seniordans og stavgang. De fleste nye medlemmer får vi nu nok via mund til mund snarere end på messen her, mente hun.

Svend Nyby, Vils, var en af gæsterne på messen, og selv om han fik sig en snak ved foreningens stand, har han ikke tid eller behov for at melde sig til senioridræt.

- Jeg dyrker cykling, hjælper med at passe fodboldbanerne i Vils og er sammen med min kone frivillig på ældrecentret, fortalte han.

En halv time før messen sluttede, blev der pludselig halvtomt i lokalet. Alle trak hen mod døren til den store hal: Kaffebordet, musikken og dansen ventede.

Annonceret indhold

Nyeste