Livet her

Top SUP-surfere til Eurotouren i Hvide Sande

Når den europæiske stand up paddle tour lægger vejen forbi Waterz - nordens største vandsportsfestival - i Hvide Sande 3.-5. september 2021 er det med nogle af verdens bedste SUP-surfere på deltagerlisten

16. august 2021 kl. 14:30

Både australske Michael Booth og den danske verdensstjerne, Casper Steinfath, har meldt deres ankomst.

Arrangørerne krydser lige nu fingre for de helt rigtige vejrforhold, når flere af verdens bedste SUP- atleter skal padle de ca. 14 kilometer tværs over Ringkøbing Fjord. Eventen er en del af den professionelle europæiske SUP-liga, men atleter fra hele verden kan deltage.

Det har blandt andet den australske SUP-atlet Michael Booth benyttet sig af, og han kunne meget vel være et godt bud på en vinder af tour stoppet i Hvide Sande. Michael Booth blev nemlig Verdensmester på langdistance disciplinen ved VM i både 2016 og 2018 og har siden hen vundet adskillige Eurotour events og APP World Tour langdistance disciplinen i 2019.

- Jeg er meget begejstret for at skulle tilbage til Danmark. Det var virkelig sjovt at deltage i VM SUP i København i 2017 og det bliver super fedt at opleve den danske vestkyst og samtidig padle et fantastisk SUP downwind event med alle deltagerne, fortæller Michael Booth.

Ligesom det har været tilfældet i mange andre sportsgrene, har der også for SUP atleterne været utallige aflysning af større events og netop derfor glæder Michael Booth sig særligt meget til at konkurrere igen på den internationale scene.

- Det er lang tid siden jeg har konkurreret med et felt af stærke internationale atleter, så jeg glæder mig virkelig meget til at se alle igen og jeg glæder mig særligt meget til igen at konkurrere mod Casper og Christian (Klitmøller talentet Christian ”Polarbear” Andersen, red.) på deres hjemmebane. Mest af alt håber jeg, at det bliver en event med en hel masse glade SUP-udøvere, fortsætter Michael Booth.

Dansk verdensmester er klar

Den danske tidligere seksdobbelte verdensmester Casper Steinfath fra Klitmøller, har også været igennem et corona-år uden konkurrencer og han ser derfor også meget frem til at blive sluppet løs på vandet.

- Efter mere end et år uden internationale SUP konkurrencer, så glæder jeg mig rigtig meget til at komme tilbage i ilden på Ringkøbing Fjord. Den lange distance er godt nok ikke mit fokus i år, men jeg byder turen over Ringkøbing Fjord velkommen som en god træningssession frem mod årets World Cups, siger Casper Steinfath.

Annonceret indhold

Nyeste