Livet her

To eventyrerforedrag i Tjernobylforeningen

Hjalte Tin og Bjørn Harvig stiller op på Sjørring Skole til fordel for den næste Tjernobyllejr

14. september 2019 kl. 10:49

SJØRRING: Det er mandag aften 30. september, Tjernobylforeningen inviterer til årets foredrag i eventyrernes tegn. Det finder sted på Sjørring Skole, og der kan købes billet på www.billet.dk, oplyser næstformand Helle Pedersen. Billetprisen er 100 kr., inklusive kaffe og kage, og overskuddet går til foreningens arbejde.

I år er de besøgende medlemmer af Eventyrernes Klub Hjalte Tin og Bjørn Harvig.

Hjalte Tin er forfatter og historiker, og han har rejst med sin familie på motorcykel i flere verdensdele og efterfølgende udgivet flere bøger. 1988 besøgte familien de evakuerede fra Tjernobyl-ulykken i Ukraine 1986 på en motorcykelrejse gennem den daværende Sovjetunion, og 2013 besøgte han både Hviderusland og Tjernobyl. Så han kender til baggrunden for foreningens arbejde med de årlige Tjernobyllejre på Bulbjerghjemmet i Nørklit med besøg af hvert år 36 syge børn fra byen Bobruisk i Hviderusland.

Bjørn Harvig er formand for Eventyrernes Klub, som for 80 år siden blev stiftet af den berømte polarforsker og forfatter Peter Freuchen (1886-1957), og Bjørn Harvig fortæller i Sjørring om klubbens historie, ligesom han dykker ned i nogle af de mest spektakulære fortællinger og fantastiske personligheder, som har præget den gennem årene.

Tjernobylforeningen kan findes på facebook og driver i øvrigt en genbrugsbutik i Frederiksgade i Thisted.

Annonceret indhold

Nyeste