Limfjordsteatrets nye egenproduktion handler om at være mand anno 2021.Foto: Lars Horn/Baghuset
Livet her

Teater i coronaens skygge: Urpremiere uden publikum

Limfjordsteatrets nye egenproduktion ”Noget om antihelte” må kun vises for teatrets medarbejdere, marts-turné hænger i en tynd tråd og antiheltene må vente på et post-corona-liv

24. februar 2021 kl. 17:51

NYKØBING: Normalt er det en festdag, når der holdes urpremiere på en ny forestilling på Limfjordsteatret. Men festen bliver lidt mindre end sædvanlig torsdag aften, når ”Noget om antihelte” skal spille for første gang. Det er nemlig kun teatrets faste medarbejdere og en enkelt anmelder, som får lov at være publikum. Det skriver Limfjordsteatret i en pressemeddelelse.

Forestillingen har Jens Andersen, Thomas Guldberg Madsen og Sune Skuldbøl Vraa på scenen. Det var de samme tre skuespillere, som stod bag teatrets familieforestilling ”morfarMORFARmorfar”.

Denne gang er de samlet til en voksenforestilling, som de selv har været med til at skabe sammen med den svenske instruktør Moqi Simon Trolin. Han fortæller, at det langt hen ad vejen er en autobiografisk historie, som trækker på holdets egne oplevelser med at være mand anno 2021.

- Vi lever ikke længere i et patriarkat, arbejdsopgaverne i samfundet er forandret, manden er ikke længere nødvendig som familiens forsørger, men hvor er hans plads så? Manden står med nogle eksistentielle spørgsmål om, hvilken mand, han skal være, og hvilken mand, han har lyst til at være, siger Moqi Simon Trolin.

Forestillingen er ifølge pressemeddelelsen spækket med musikalske indslag, og er både smertelig ærlig, humoristisk og eftertænksom.

- Det er en forestilling om mænd, men vi tror og håber også, at kvinder vil blive ramt af de problemstillinger, vi bringer op, siger Moqi Simon Trolin.

Men det varer lidt, inden forestillingen kommer ud at møde et større publikum. Den skulle have været på en tætpakket turné rundt i landet i hele marts, men med den nye genåbningsplan, ser det ikke ud til, at teatrene får lov at åbne foreløbig.

Antihelte i antiklimaks

- Det er selvfølgelig lidt af et antiklimaks. Der ligger to års arbejde bag sådan en forestilling. Den har solgt rigtig godt, og vi havde glædet os til at sende den på landevejen. Omvendt har vi hele tiden vidst, at det kunne ende på denne måde, så vi er begyndt at kigge fremad mod de kommende sæsoner, og tør godt love, at ”Noget om antihelte” vil få et liv senere hen, siger teaterleder Gitta Malling.

Det kunne have været fristende at udskyde hele produktionen af ”Noget om antihelte”, men fra kulturministeriet har beskeden været, at landets teatre skal fortsætte alle planlagte produktioner og være klar til at spille med dags varsel.

- Det ser dog næppe ud til, at teatrene skal forvente at kunne åbne før engang efter 5. april siger Gitta Malling.

Et par lyspunkter er der dog forude. ”Noget om Antihelte” er blevet optaget på CPH Stage-festivalen i juni, hvor den skal spille på Teater V, og der er også planlagt en spilleperiode på Folketeatret i København i marts 2022.

- Men derudover skal vi først til at finde ud af, hvornår den igen skal tages op. Der er mange forhold og mange kalendere, der skal passes sammen, siger Gitta Malling i pressemeddelelsen.

Annonceret indhold

Nyeste