Livet her

Store blanke sild i spandevis på ny havnekaj

Hanstholm Havns nye indsejling giver også lystfiskerne en uventet ekstra gevinst

26. april 2021 kl. 14:51

HANSTHOLM: Hanstholms nye indsejling med forskudte moler vendt mod nordørst fungerer perfekt for skibe der anløber havnen.

Men den nye indsejling giver også lystfiskerne en uventet ekstra gevinst.

I disse uger gør lystfiskerne gode fangster af vårsild, som svømmer rundt i stimer i det store nye havnebassin.

Mandag var fiskeriet i det klare kølige solskinsvejr ekstra godt.

Hvor der tidligere var 10-20 sild i spanden efter fisketuren, så var der omkring 100 flotte store blanke sild i spanden efter tirsdagens fiskeri.

En af dem der fangede mange - op til fem styk ad gangen, er Lukas Pedersen fra Thisted.

Han er selvstændig og brugte sin fridag på en tur til Hanstholm og det blev til en stor spand friskfangede vårsild.

Han elsker at stå på molen i Hanstholm.

- Det er sgu så afslappende at fiske. Og at der så kommer nogle gode sild hjem, gør det jo ikke ringere. Jeg har nu fanget omkring 100. Så nu har jeg nok til resten af sæsonen, siger lystfiskeren fra Thisted, der fryser sildene ned og senere lejlighedsvis spiser stegte sild.

Der har været tvivl blandt lystfiskere om det var i orden at køre gennem den store låge ud på den nye kaj og det nye indhegnede terrorsikrede havneområde.

Men det er OK - ifølge driftchef Søren Zohnesen.

- Så længe lågen er åben og der ikke er aktiviteter ved kajen, så må lystfiskerne gerne fiske derinde. Men er lågen lukket, så må man ikke køre derind, siger Søren Zohnesen.

Sildefiskeriet forventes at vare tre-fire uger endnu.

Det kræves i øvrigt et lystfiskertegn at få fiskesnøren dyppet.

Det erhverves for 180 kroner for et helt år på fisketegn.dk.

Annonceret indhold

Nyeste