Bagermester Karsten Strøm (tv.), Koldby Bageri, og købmand Kristian Rysgaard Stærk, Spar i Koldby, glæder sig til samarbejdet. Foto: Carsten Hougaard
Livet her

Spar Koldby bliver ”en krumme bedre”

Spar i Koldby forhandler fra 1. marts brød og kager fra Koldby Bageri

24. februar 2021 kl. 14:17

KOLDBY: Fra 1. marts er det slut med bake-off brød hos Spar i Koldby.

Købmand Kristian Rysgaard Stærk og bagermester Karsten Strøm, Koldby Bageri, er blevet enige om, at supermarkedet fremover forhandler hans brød og kager.

- Karsten Strøm leverer i forvejen brød til vores butik i Bedsted. Så det var nærlæggende, fortæller købmanden, der er medejer af de seks Spar Go’Mad-butikker i Thy og på Mors.

- Vi har i forvejen et godt samarbejde, og det samarbejde vi har med Karsten glæder jeg mig over, at vi kan styrke endnu mere med endnu en butik; og så er jeg samtidig glad for, at vi nu kan tilbyde vores kunder rigtig bagerbrød, siger Kristian Rysgaard Stærk.

Karsten Strøm har ejet bageriet siden januar 1986 og han er nu spændt på, hvilken indflydelse aftalen får for omsætningen i hans butik få hundrede meter fra Spar-købmanden.

- Ja, det får vi se, smiler Karsten Strøm.

For at være leveringsdygtig med brød og kager til kunder, der pendler på job i morgentimerne ændrer Spar i Koldby sine åbningstider fra 29. marts.

- Vi rykker åbningen en halv time til klokken 7.30 i stedet for kl. 8.00. Lukningstiden er uændret kl. 21 hver dag, siger Kristian Rysgaard Stærk.

Annonceret indhold

Nyeste