Livet her

Sommerkunst i Strømpehuset

Strømpehuset i Øster Assels byder året igennem på forskellige udstillinger

16. juni 2021 kl. 06:00

Udstillingerne bliver fornyet med tre-fire måneders mellemrum, og derfor er det nu atter så småt ved at være tid til, at nye kunstnere kan vise deres ting frem. Derfor er der fernisering søndag 20. juni.

- Det bliver holdt i haven af hensyn til de restriktioner, der måtte være, siger Steen Klærke, der er næstformand i Strømpehusets Venner.

De nye udstillere er Poul Spanggaard, Aalestrup, Sonja Larsen, Thisted, og Morsø Ulandsforening.

Poul Spanggaard viser sine akrylmalerier frem. Han har hentet inspiration til sine malerier fra New York, og han har flere udstillinger bag sig.

- Han bliver også brugt meget af forskellige virksomheder, der har hans billeder hængende på kontorerne, siger Steen Klærke.

Sonja Larsen arbejder med noget helt andet. Hun køber perler på de afrikanske perlemarkeder og laver smykker. Overskuddet går til et børnehjem i Afrika.

Morsø Ulandsforenings udstilling har også tråde til Afrika.

- De udstiller stofdyr, tekstiler, fedtstens-smykker og -figurer samt kvindeklædedragter fra området omkring Bukoba i Tanzania, siger Steen Klærke.

Han glæder sig over udstillingen, for hos Strømpehuset vil man gerne have et sted, der lever, og hvor folk er nysgerrige på, hvad stedet kan tilbyde.

Annonceret indhold

Nyeste