Klaus Kristiansen fra SM Entreprenørfirma er den faste mand på drænspuleren, og her viser han det nye selvudviklede system til drænrør frem. Det gik lidt af frostperioden med at lave. Privatfoto
Livet her

SM Entreprenørfirma har rygende travlt i det gode vejr

Så snart solen skinner, skal landmændene have lavet drænarbejde, fortæller ejer Bugge Ericsson

24. marts 2021 kl. 07:00

ROSLEV: - Vi har rygende travlt her i det gode vejr, men det skal vi også have i foråret. Lige så snart solen skinner, så skal landmændene have ordnet ting, selvom vi kunne have lavet meget af det over vinteren.

Sådan siger Bugge Ericsson, der er ejer af SM Entreprenørfirma, med et grin.

Virksomheden, der holder til i Roslev, laver blandt andet dræning for landbruget og kører især meget rundt i Salling, på Mors og i Thy.

- Vi har også et hold, der kører i hele landet, men vi har altid prioriteret lokalsamfundet højt. Det er dem, vi møder til daglig, og mange møder vi igen og igen. Nogen kender vi efterhånden personligt, og det er en skøn ting, siger Bugge Ericsson.

For nylig købte SM Entreprenørfirma en ny rendegraver. Chaufføren Jesper Timm (tv.) og Bugge Ericsson var begge med på ”shoppingturen”. Privatfoto

Selvom landmændene har det med at skulle have lavet drænarbejde, som det gode vejr kommer, oplever Bugge Ericsson, at de unge landmænd er blevet gode til planlægning, eksempelvis at få ringet i god tid.

- De unge har også et familieliv ved siden af arbejdslivet, og de kører lidt mere ind på så normale arbejdstider, som man kan have i den branche, og det flyder knap så meget sammen, lyder det fra Bugge Ericsson, der også fortæller, at hvis kunderne ringede for 10 år siden i weekenden, kunne han og kollegaerne ikke lade være at tage telefonen.

I dag hører weekendopkaldene dog til sjældenhederne.

- Det er noget, vi har gjort meget ud af. Over de sidste 20 år har jeg ”glidende” overtaget butikken fra min far, og han har altid stået til rådighed både lørdag og søndag, så han var lidt fortørnet over, da vi satte en telefonsvarer på i weekenden.

- Men folk må hjertens gerne stadig ringe til mig i weekenden, og jeg ved, at gør nogen det, så er det, fordi de virkelig har brug for hjælp nu og her, siger Bugge Ericsson.

Hos SM Entreprenørfirma har man ikke mærket meget til coronakrisen.

- Vi arbejder jo med landbrug og i byggebranchen, og det er bare buldret derudaf begge steder, siger Bugge Ericsson.

Chauffør vælger maskinen

To medarbejdere er dog på et tidspunkt blevet smittet uafhængigt af hinanden, men det ramte heldigvis ikke virksomheden yderligere, fordi de smittede medarbejdere ikke havde været i kontakt med kollegaerne.

Bugge Ericsson fortæller, at de i virksomheden har taget en masse forholdsregler, eksempelvis som at dele medarbejderne mere op i hold og køre i lidt flere biler på arbejde.

- Men jeg er da nervøs for, at jeg lige pludselig skal sende en tredjedel eller halvdelen af mine medarbejdere hjem, for så er vi da på den, lyder det fra ejeren af SM Entreprenørfirma.

En rendegraver og en drænspuler med faste chauffører udgør det faste hold til reparation af dræn. Privatfoto

Selvom drænarbejdet i høj grad er sæsonpræget, skal der dog repareres dræn det meste af året, og til det arbejde har SM Entreprenør netop anskaffet sig en ny rendegraver fra det danskproducerede Hydrema, der skal følge drænspuleren. Det er dog ikke kun ejeren selv, der var med på den store shoppingtur.

- Ved alle mine maskiner er det chaufførerne, der bestemmer, hvad det skal være for en, og de bestemmer også inden for rimelighedens grænser, hvad der skal sættes på maskinerne af ting og sager. Hvis man vil have, at sine medarbejdere skal møde ind mellem kl. 5 og 6 hver morgen, så skal de også møde ind til noget godt grej. Mit vigtigste aktiv er mine medarbejdere, siger Bugge Ericsson.

Annonceret indhold

Nyeste