Pr-foto
Livet her

Sikkerhed ved havnefronten: Flere redningsstiger til Thy

Havnene i Thisted og Doverodde bliver nu endnu mere sikre at færdes ved

17. juni 2021 kl. 06:00

46 nye, skrigorange redningsstiger bliver i disse uger sat op i 13 udvalgte havne i Nordjylland. Stigerne har solcelledrevet lys, så de kan ses fra vandet selv i mørke, og de skal medvirke til at forebygge drukneulykker i havnene, hvor omkring hver fjerde drukneulykke ifølge TrygFondens Nationale Druknestatistik sker. TrygFonden har doneret redningsstigerne.

Doverodde Havn får en redningsstige og Thisted Havn får to redningsstiger.

TrygFondens Nationale Druknestatistik har dokumenteret, at der i perioden 2001-2018 druknede i gennemsnit 14 personer om året i danske havne, hvilket svarer til en fjerdedel af alle drukneulykker i Danmark. Det gør havnene til det sted, hvor der i perioden har været flest drukneulykker.

Er man uheldig at falde i havnebassinet, kan en redningsstige være det, der redder livet. I mange havne falder redningsstigerne ind i omgivelserne, og de er svære at se fra vandsiden - særligt når det er mørkt. TrygFonden har derfor udviklet en ny type redningsstige, der med sin skrigorange farve er nem at få øje på. Stigen har desuden indbygget lys og skridsikre trin, der når helt ned under vandlinjen, så det er nemt at kravle op på land.

- Tusindvis oplever hvert år at være tæt på at drukne, og vi ved, at et af de hyppigste steder for drukneulykker er havnene. Det kan være meget svært at komme op fra et havnebassin ved egen hjælp, hvis der ikke er en redningsstige, og i mange havne er redningsstigerne vanskelige at få øje på. Derfor har vi gennem flere år arbejdet med at udvikle og teste en stige, som er nem at få øje på og let at komme op ad. I denne omgang har vi doneret 180 redningsstiger, og en del af dem er på vej ud i 13 havne i Nordjylland, hvor de skal medvirke til at øge sikkerheden, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I alt hænger der nu knap 500 af TrygFondens redningsstiger rundt om i hele landet, hvoraf en række er blevet sat op i forbindelse med test af den nyudviklede stige. Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID, red.), der bl.a. er en del af projekt ”Sikker Havn” og står for at gennemføre risikovurderinger af havne, ser frem til, at redningsstigerne sættes op.

- Sikkerhed i de danske havne er i de senere år kommet mere og mere i fokus, hvilket bl.a. skyldes, at flere havne i dag er blevet fyldt med liv og mennesker, og at vandaktiviteter er populære som aldrig før. Redningsstigerne fra TrygFonden er med til at sætte skub i den positive udvikling og kan hjælpe de enkelte havne med at forbedre sikkerheden – til gavn for både personale og især de mange besøgende, der kommer både til vands og til lands, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID.

Foruden de tre stiger i Thy kommer der også flere redningsstiger op i ved Aalborg Sejlklub, Aalborg Havnefront, som får 19 redningsstiger,

Sejlklubben Limfjorden, Hou Lystbådehavn, Hals Havn, Øster Hurup Havn, Nibe Lystbådehavn, Mariager Sejlklub, Sæby Havn, Aaså Havn og Dok55 i Løgstør.

pd

Annonceret indhold

Nyeste