Sebastian Munk (tv.) og Frederik Majgaard Nielsen har startet en ny rollespilsforening Skyggedalen og håber især at kunne tiltrække deltagere fra Thy, Fjerritslev-området, Mors og Skive.
Livet her

Sebastian og Frederik er klar med et sted for unge at høre til

De to kammerater har startet rollespilsforeningen Skyggedalen med fokus på folkeeventyr, kulturhistorie og forskellighed

18. februar 2021 kl. 06:00
Opdateret 02. marts 2021 kl. 14:51

THY-MORS: - Hele idéen med vores live-rollespil er, at vi gerne vil højne folk interesse for folkeeventyr og kulturhistorie, så vi prøver at skrive nogle karakterer med fede evner, som blandt andet tager udgangspunkt i H. C. Andersen, brødrene Grimm og Tolkiens fortællinger.

Sådan siger 24-årige Sebastian Munk fra Thisted, der til daglig er HF-studerende. Sammen med sin kammerat, 25-årige Frederik Majgaard Nielsen, der går på datamatikeruddannelsen i Skive, har han startet en ny rollespilsforening Skyggedalen, der især henvender sig for unge mennesker fra 8.-9. klasse og opefter.

- Et af vores mål er også, at alle unge har et sted at være. Det kan være svært at være ung i Danmark og finde et sted at høre til, og i en rollespilsforening kan du få lov at være lige den person, du vil være. Vi vil også gerne lære folk, at forskellighed ikke nødvendigvis betyder fjende, siger Frederik Majgaard Nielsen og fortæller, at der ikke er aldersbegrænsning for deltagerne.

De to kammerater har selv spillet rollespil siden henholdsvis 2015 og 2016.

Til de, hvis corona-situationen tillader det, planlagte live-arrangementer og camps i år, som foregår udenfor, har de to kammerater booket Tandrup Tipi.

Håber på mange deltagere

De håber at kunne være på Sjørring Skole eller Østre Skole i Thisted, når det er for koldt til at være i skoven.

Skyggedalen vil ikke være konkurrent til andre rollespilsforeninger, lyder det fra de to unge mænd, og foreningen går ikke efter at få mange medlemmer, men i stedet for er deres fokus at have mange deltagere til live-rollespillene. De to kammerater forestiller sig især at tiltrække deltagere fra Fjerritslev-området, Thy, Mors og Skive.

Med live-rollespillet i Skyggedalen vil de to unge mænd styrke folks interesse for folkeeventyr og kulturhistorie.

- Mors er der, hvor vi har vores største spillerbase fra indtil videre, siger Frederik Majgaard Nielsen.

Det er de to kammeraters håb, at første arrangement, der er for inviterede deltagere for at teste konceptet af, kan løbe af stablen 20. marts.

Du kan læse mere om Skyggedalen og aktiviteterne på foreningens hjemmeside.

Karakterne og deres evner i historien, der udspiller sig i Skyggedalens live-rollespil, bygger på fortællinger af blandt andre H. C. Andersen og brødrene Grimm.
Annonceret indhold

Nyeste