Livet her

Så skal der trampes i pedalerne!

Onsdag 25. august bliver en aften med cykelløb på højt niveau i Nykøbing

15. august 2021 kl. 12:15

Morsø Cykelklub er onsdag 25. august vært for et gadeløb på Ørodde, hvor den danske cykelelite er inviteret. Løbet afvikles over én time med start kl. 19. Det hele foregår på en rundstrækning på Soelbergsvej, Øster Allé, Øroddevej og Strandvejen. Denne rundstrækning vil være helt spærret for trafik mellem fra kl. 18 til 20.30. Der vil være gratis adgang for publikum i vejsiden på hele ruten. Såvel lokale som nationale DCU-klubber ventes at deltage med ryttere fra A- og B-klassen. Bl.a. har ColoQuick (deltager i Postnord Danmark Rundt,red.) vist interesse. Der køres med samlet start.

Morsø Cykel tilbyder med hjælp fra lokale sponsorer en flot præmierække med 5.000 kroner til vinderen. De femten først placerede ryttere modtager en pengepræmie. Start, opløb og præmieoverrækkelse foregår på Strandvejen.

Der etableres afspærring på Østergade, Strandvejen og Soelbergsvej, så der ikke kan køres ind på ruten mens løbet afvikles. Hjemmeværnet vil hjælpe med trafikregulering til omkørsler via Tingvej og Pavillonvej. Desuden vil der være posteret vagter langs ruten og publikumsområder.

Morsø Cykelklub håber på et stort publikum. Alle er garanteret en oplevelse med høj fart og kamp om positioner hvor rytterne passerer 40-50 gange.

pd

Annonceret indhold

Nyeste