Livet her

Så er det med at komme ud og promenere!: Ny promenade til Nykøbing

Broen er klar til brug - stien bliver lige straks færdig

05. maj 2021 kl. 12:15

Denne sommer bliver det en nydelse at gå langs vandet i Nykøbing. Det har det såmænd altid været. I år bliver det bare endnu bedre, for den nye promenadesti og en promenadebro bliver færdig inden sommer. Ligesom Thisted by forskønner strækningen langs fjorden, så gør Nykøbing det samme. I Nykøbing handler det bare om mere end velvære for byens borgere. Det handler også om højvandssikring.

Arbejdet med promenadestien, som erstatter den tidligere trampesti, der var lavet af stenmel, er godt i gang. Den bliver knap 600 meter lang og kommer til at bestå af støbt beton og azorbétræ, som er en ganske hård træart og dermed har en lang levetid. Kombinationen af azorbétræ og beton kommer til at give et flot udtryk, og når bænke, solstole og taburetter bliver sat op her og der, bliver det en skøn perle, hvor folk ofte kommer til at sidde og nyde solen.

- Der er ingen tvivl om, at det er det sted, der vil blive brugt. Vi kan konstatere, at hver gang vi laver noget på havnepromenaden, så bruger folk det. Det er noget, der værdsættes, siger Niels Pedersen, der er chef for teknisk drift i Morsø Kommune.

Sammen med promenadebroen bliver der skabt et langt sammenhængende forløb fra Mågevej og helt ud til Ørodde. Selve promenadestien stopper dog ved sejlklubben.

Broen, som man begyndte at bygge i efteråret, er allerede taget i brug. Det er ikke kun en bro for de gående; Den er udformet således, at kanoer og kajakker nemt kan fortøje der.

Efter planen skal det hele stå klar omkring 1. juni, og man forventer, at der vil være indvielse af både bro og sti i midten af juni. Datoen er endnu usikker.

Promenadebro og promenadesti er to selvstændige projekter, der hænger sammen. Legepladsen, som ligger i umiddelbar nærhed af broen, er et tredje projekt, som blev færdig i efteråret.

- Den er blevet ganske populær. Der er børn der stort set hele tiden, siger Niels Pedersen.

Foruden, at fjordstrækningen bliver et yndet udflugtsmål for byens borgere, så handler det også om klimasikring og højvandssikring.

- Der er lagt et ekstra lag jord på græsset, så det hele er hævet. Der er kommet en lille vold, og dermed bliver det sammenhængende stisystem også en del af den sammenhængende klima- og højvandssikring af Nykøbing, siger Niels Pedersen.

Det er lokale håndværkere, som har stået for opgaverne, og i øjeblikket er Vils Entreprenørforretning A/S i fuld gang med stiarbejdet.

Annonceret indhold

Nyeste