Direktør Per Nørgaard Nielsen glæder sig over Sønderhå-Hørsted Sparekasses robuste resultat for 2020. Privatfoto
Livet her

Robust resultat i Sønderhå-Hørsted

Sparekassen i Sønderhå har forbedret sit resultat til 9,2 mio. kroner

01. april 2021 kl. 16:43

SØNDERHÅ: Sønderhå-Hørsted Sparekassen er kommet godt igennem 2020.

Det lokale pengeinstitut med sine ca. 4500 kunder har lander et resultat på 9,2 mio. kroner før skat - 7,7 mio. kroner efter skat.

Det er knap en mio. kroner mere end budgetteret.

Resultatet i fjor var på knap 16 mio. kroner, hvoraf 6,5 mio kroner kom fra salget af andele i Sparinvest.

Også kursreguleringer af sparekassens værdipapirbeholdning er blevet 600.000 kroner mere værd. Nedskrivninger på kunderne har anslået 222.000 kroner.

Sparekassens fald i omkostningerne til personalet blev opvejet af øgede udgifter til IT.

Det skyldes stadig større myndighedskrav til pengeinstitutters elektroniske isenkram.

Altsammen ifølge sparekassedirektør Per Nørgaard Nielsen for at komme netsvindel og kortsvindel til livs.

Sønderhå-Hørsted Sparekasse beskæftiger 12 medarbejdere.

Sparekassen har i 2020 oplevet flere hushandler end tidligere.

- Det har været både sommerhuse og helårshuse, som vi har formidlet via vore samarbejdspartnere Totalkredit og DLR Kredit, fortæller Per Nørgaard Nielsen.

Sønderhå-Hørsted Sparekasse har i fjor haft et marginalt fald i udlån, mens indlånet er steget med 13 pct. til 544 mio. kroner.

Sparekassens solvens er opgjort til 24 pct. Egenkapitalen er på knap 114 mio. kroner.

Sparekassen i Sønderhå er i øvrigt fuldt betjent med kassefunktion, hvor man også kan veksle fremmed valuta.

Det er noget, som mange andre pengeinstitutter ikke kan prale af længere ...

Annonceret indhold

Nyeste