Trods mange dage med frost er det kun få steder, isen er stærk nok til at kunne bære. Arkivfoto
Livet her

Politiet advarer: Isen er fortsat usikker

Midt- og Vestjyllands Politi har den seneste uge fået mange bekymrede meldinger om folk, der færdes ude på isen

08. februar 2021 kl. 14:56
Opdateret 17. maj 2022 kl. 12:13

THY-MORS: Selv om Midt- og Vestjyllands Politi flere gange den seneste uge har advaret mod, at man bevæger sig ud på frosne søer og vandsteder, så har politiet alligevel haft travlt med at få folk af isen.

114-telefonen har ringet rigtig mange gange hos politiet den seneste uge med bekymrede stemmer i den anden ende – stemmer, der beretter om både voksne, børn og unge, der bevæger sig ud på usikker is. Og der er god grund til bekymring, for isen er de fleste steder ikke tyk nok til, at man sikkert kan færdes på den, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Alene i weekenden har Midt- og Vestjyllands Politi fået 19 anmeldelser fra reelt bekymrede borgere om færden på de tilfrosne søer og fjorde.

- I nogle tilfælde er der tale om børn, som har fået lov at lege på isen af deres forældre. I andre tilfælde har vi observeret borgere gå rundt så langt ude og forbi våger, at de ikke reagerede på vores horn, lygter og andre forsøg på at komme i kontakt med dem, fortæller politiinspektør Martin Løye og fortsætter:

- Vi har sendt patruljer af sted ved alle anmeldelserne, og i tre tilfælde har anmeldelserne haft en sådan karakter, at vi har måttet iværksætte redningsaktioner.

Politiinspektøren understreger, at selv om vi nu i en længere periode har haft frostvej, så kan det fortsat være farligt at færdes på isen.

- Der er rigtig mange faktorer, der påvirker isens sikkerhed. Hvis ikke der er opsat skilte, som angiver, at isen er sikker, så bør man blive på land, lyder det fra politiinspektøren.

Kommunen bestemmer

Siden 2010 har de 11 kommuner i Midt- og Vestjyllands Politikreds været bemyndiget til ved opslag eller offentlig bekendtgørelse at forbyde færdsel på isen ud for kyster, i havne eller på offentlige søer, vandløb og andre vandsteder. Det er altså kommunerne, der lokalt vurderer, om færdsel på isen skal forbydes.

Nogle kommuner forbyder som udgangspunkt al færdsel på is og skilter så med det de steder, det undtagelsesvist er tilladt. Andre kommuner gør det anderledes. Har man spørgsmål om, hvor man må færdes på isen, skal man derfor kontakte sin kommune.

Har en kommune gjort opmærksom på, at færdsel på isen er forbudt – for eksempel ved at skrive det på kommunens hjemmeside eller med et skilt på stedet - så er det ulovligt at bevæge sig derud, og man risikerer derfor ikke bare liv og helbred, men også en bøde på 1000 kroner, hvis man gør det alligevel.

Annonceret indhold

Nyeste