Livet her

Opvarmning til fastelavn

Hvis du er elev i Bjergby Friskole, så kan du møde en ”udendørs” lærer

11. februar 2021 kl. 09:22

BJERGBY: Når elever og lærere har været hjemsendte i fire uger og stort set ikke set andre end familiemedlemmer og måske ansigter på skærmen, så skal der til at ske noget andet.

Netop derfor opstod idéen med at give skoleeleverne i Bjergby Friskole en anderledes dag.

Alle trængte til det.

Den ene anderledes dag blev til to dage.

Nemlig et besøg om onsdagen, hvor alle familier fik besøg af en lærer.

Læreren medbragte opskrift og afmålte ingredienser til 12 fastelavnsboller (og ja, det var et eksperiment med det ene æg, der skulle med i posen).

Herudover medbragte hver lærer en stor krea-pose med flere forskellige slags materialer og ideer til fastelavnsmasker.

Alle steder var det glade og positive elever og forældre, vi mødte. Det var faktisk helt fantastisk at være sammen, selv om det var ude og lidt på afstand.

Det var en af de rigtig kolde dage, men det varmede alligevel.

Hele fredagen var afsat til søskende hygge med bagning og fremstilling af masker, og dem, der ikke havde søskende i skolen blev opfordret til at være sammen online over Teams.

Nu er det jo sådan at en pakke gær vejer 50 g, men i opskriften skulle der kun bruges 25, så…

- Men det lykkedes til sidst i alle hjem at få lavet de lækreste fastelavnsboller med creme og pynt. Maskerne blev utrolig flotte og fantasifulde, her kunne diverse kostume-hjemmesider godt lade sig inspirere. På vores fælles-teams side skulle eleverne lægge billeder ind af bagværk og masker. Det blev en hel fantastisk side, som vi alle har nydt godt af til vores fælles morgensamling i denne uge, fortæller lærer Jenny Mark.

- Nu når vi så frem til fredagen før vinterferien, og de yngste klasser er begyndt i den rigtige skole igen, så selvfølgelig klæder de sig ud og går i optog rundt i byen denne dag. For øvrigt har de fastelavnsemne i de almindelige timer i denne uge, så de bliver helt klar til dagen. Konklusion er: En anderledes tid medfører anderledes idéer. Elever og lærere er i samme båd og kan give hinanden mere end vi aner, siger Jenny Mark.

Annonceret indhold

Nyeste