Livet her

Operation Fastelavnsboller er i fuld gang

1000 nybagte fastelavnsboller sendt til børnene i hele Thisted Kommune

10. februar 2021 kl. 12:37
Opdateret 11. februar 2021 kl. 11:06

THY: Kulturrummet har længe været klar til at give den maksimalt gas i vinterferien uge 7. Men coronaen har effektivt lukket alle de planlagte børnekulturaktiviteter ned, blandt andet fastelavnsfejring.

Nu skal over 1000 nybagte fastelavnsboller i stedet være en kærlig hilsen til børnene i hele Thisted Kommune, at Kulturrummet savner sine glade unge brugere.

- Når nu verden ikke er som den plejer og det er fastelavn, så fik vi lyst til at sende en lille gave med god smag ud til Thisted Kommunes små børn i private og kommunale dagtilbud, daginstitutioner og pasningstilbud, fra Frøstrup i nord til Ydby i syd.

Nybagte fastelavnsboller med creme og krymmel, bagt med kærlighed af det dygtige personale i Madværkstedet.

En hilsen med smag af det normale, som vi alle sammen savner så frygteligt, fortæller leder af Kulturrummet Eva Sjælland, der sammen med Madværkstedet og Plantagehuset har gjort ”Operation Fastelavnsbolle” mulig.

Og heldigvis er der overvældende interesse for at få en fastelavnsbolle-hilsen. Da vi åbnede for bestilling fra institutionerne, så væltede det ind med skønne mails, mange fyldt med smileys og skønne kærlige hilsner.

Pludselig havde over 40 adresser bestilt 1081 boller, som så leverer ud i hele denne uge, fortæller Eva Sjælland, der onsdag var med til at pakke bollerne i Madværkstedet spisestue, hvor det duftede af hjemmebag, fra strømmen af boller fra ovnene i køkkenet.

- Med denne hilsen håber vi at både de voksne og børnene i institutionerne huske os og er klar til at besøge os igen, når det bliver muligt.

Indtil da kan børnene blandt andet jo følge live fra musikskolen, hvor der hver torsdag klokken 10 sendes ”live med Musik-Jørgen”

Annonceret indhold

Nyeste