Kristianslyst har ikke haft smittede blandt hverken beboere eller personale siden slutningen af januar. Arkivfoto
Livet her

Nul smittede på Kristianslyst: Skærpede besøgsregler ophævet

Beboere og personale på Thisted-plejecenter ånde lettet op efter smitteudbruddet, der startede i julen

11. februar 2021 kl. 14:01
Opdateret kl. 18:50

THISTED; Ugers hård kamp mod corona har båret frugt på plejecentret Kristianslyst i Thisted. Der er nu nul smittede blandt både beboere og de ansatte, hvilket betyder, at plejecentrets skærpede besøgsforbud er blevet ophævet af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Både beboere og personale på Kristianslyst kan ånde lettede op. De sidste uger har været en lang, sej kamp mod at standse det smitteudbrud med coronavirus, der startede juleaftensdag.

- Her er en rigtig god stemning nu, og både vores beboere og personalet er så glade for at kunne vende tilbage til en bare lidt mere normal hverdag, fortæller lederen af plejecentret, Lise Ørbæk Knudsen ifølge en pressemeddelelse fra kommunen.

Tilbage til mundbind og håndsprit

Den sidste positive test på Kristianslyst var i slutningen af januar måned. Med smitten slået ned er personalet nu gået tilbage til primært at bruge mundbind og håndsprit, som er de værnemidler, sundhedsmyndighederne påbyder.

Der gælder dog fortsat de samme afstandskrav og restriktioner som på de andre plejecentre i kommunen.

- Der bliver holdt to meters afstand blandt beboerne, men i det mindste kan de nu spise sammen i fælles områder og med rigtig service i stedet for engangsservice, forklarer Lise Ørbæk Knudsen.

På trods af at alle arbejdsgange gennemgået ned til mindste detalje og mulige smittekilder undersøgt i samarbejde med de sundhedsfaglige eksperter har det ikke været muligt at fastslå en entydig kilde til smittespredningen.

Men de mange ekstra retningslinjer og værnemidler har gjort en forskel. Samtidig er både beboere og personalet blevet tilbudt begge stik af vaccinen, og dermed er de bedre beskyttet mod en ny omgang smitte.

- Det har uden tvivl været en rigtig hård kamp for både beboere og personalet. Men jeg synes virkelig, at alle har klaret det flot - både beboerne, de pårørende og vores personale, siger Lise Ørbæk Knudsen.

Besøg på en forsvarlig måde

Med ophævelsen af de ekstra besøgsrestriktioner må beboerne igen få besøg af to personer udover den nærmeste pårørende. Men som på alle andre plejecentre skal besøgende gennemføres i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om bl. a. mundbind, afspritninger og to meters afstand.

Desuden anbefales det, at man undgår at have fælles kontaktpunkter. Det kan for eksempel være at røre ved det samme dørhåndtag, den samme kaffekande eller kaffekop. Efter besøg aftørres overflader i lejlighed og fællesarealer.

Tallene stadig er ikke helt gode

Mens Kristianslyst kan sige sig helt fri for coronasmitte lige nu, er smittetallene stadig relativt høje for Thisted Kommune som helhed, hvor der i de sidste to uger næsten dagligt har været mindst ét nyt tilfælde.

Det bekymrer social- og sundhedsdirektør Tue von Påhlman, som opfordrer folk til at blive testet:

- Vi ser stadig et højt smittetryk i områder i Thisted og de omkringliggende byer. Vi har netop lavet en aftale med regionen om at udvide testkapaciteten i weekenden. Det betyder, at der kommer midlertidige testmuligheder i Thyhallen den 13. og 14. februar. Desuden er vi i konstant dialog med regionen om de kommende muligheder for at blive kviktestet, forklarer han.

På Kristianslyst opfordrer Lise Ørbæk Knudsen besøgende til at blive testet testet forud for et besøg.

- Det er ikke et krav, men vi håber virkelig, at mange vil gøre det, så vi kan komme videre uden en ny omgang smitte, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste