Nordmors Erhvervsudvikling ApS har byggeri af en ny og moderne købmandsbutik på Sejersvej som deres første fokuspunkt, når der er samlet penge nok ind til projektet.
Livet her

Nu løftes sløret snart for planer på Nordmors

28. marts 2024 kl. 11:01

Der er på Nordmors enighed om, at man selv kan påvirke fremtiden og ikke blot lade tilfældighederne råde. 

- Vi går efter en planlagt udvikling af Nordmors, siger Martin Vester, konstitueret formand for Nordmors Erhvervsudvikling ApS, i en pressemeddelelse. 

- I første omgang arbejder vi målrettet efter at bygge en ny købmandsbutik. Bagefter arbejder vi på at få bygget seniorvenlige boliger, så vores ældre medborgere kan sælge deres huse og få dem renoveret af nye familier, der kommer hertil. 

For godt et års tid siden blev Nordmors Erhvervsudvikling ApS etableret med det formål at udvikle Nordmors efter en plan i stedet for bare at lade tilfældighederne råde. 

Planen er nu færdig, og på selskabets generalforsamling onsdag den 3. april løftes sløret, så alle kan få et indblik i planerne. 

- Her er et godt grundlag for at leve det gode liv fra vugge til grav, mener konsulent Lillian Kristensen, der siden august har været motoren i, sammen med erhvervsudviklingsselskabet og beboerforeningen, at beskrive styrker og svagheder på Nordmors. 

På generalforsamlingen fortæller Lillian Kristensen om, hvad de aktive beboere arbejder med for at få et bæredygtigt og rigt liv på Nordmors – også i fremtiden. 

Udgangspunktet er, at Nordmors har en smuk og tilgængelig natur, som også i fremtiden skal kombineres med nye tilflyttere, udbygning af skole-, fritids- og arbejdsliv, turisme og handel. Den færdige udviklingsplan bruges bl.a., når Nordmors Erhvervsudvikling ApS ansøger forskellige fonde for at få penge til projektet med en ny købmandsbutik, men også i beboernes egen selvforståelse. 

Generalforsamlingen finder sted i det nybyggede forsamlingshus i Sejerslev. 

Annonceret indhold

Nyeste