Formand Henrik René Christensen og forretningsfører Peter N. Pedersen, da de præsenterede planerne for de 10 nye boliger i Øster Jølby.
Livet her

Nu kan du blive skrevet op til andelsbolig i Øster Jølby

Til september kan de første beboere i Nykøbing Mors Andelsboligforening flytte ind på Præstbrovej

29. april 2021 kl. 12:18

ØSTER JØLBY: Nykøbing Mors Andelsboligforening har netop åbnet for opskrivning til en af de 10 nye boliger, foreningen opfører på Præstbrovej 291 i Øster Jølby. Til september kan beboerne i de første fire boliger flytte ind. Til februar 2022 følger beboerne til de sidste seks. Men først skal man finde de heldige.

- Vi er utroligt glade for at bygge nyt netop i Øster Jølby. Det er en driftig by med et godt sammenhold og med masser af muligheder for familier med medlemmer i alle aldre. De nye boliger har en fantastisk beliggenhed lige midt i hjertet af byen tæt på skole, Midtmors Sport, butikker, busstop og så videre, lyder det fra Henrik Rene Christensen, der er formand for Nykøbing Mors Andelsboligforening.

Han glæder sig over, at borgerne i Øster Jølby i den grad har involveret sig i projektet.

- Ideen udsprang af en henvendelse fra en borger i forbindelse med Kulturmødet. Vi fulgte op på henvendelsen, og vi kunne hurtigt se, at der var realiteter bag henvendelsen. Vi så en fantastisk opbakning med omkring 100 deltagere til vores første informationsmøde. Senere har borgerne taget del i en inspirationsgruppe, hvor deres input har dannet grundlag for byggeriet så langt, det har kunnet lade sig at gøre, at gennemføre ideerne, siger Henrik Rene Christensen.

Opskrivning sat i gang

Opskrivningen til en af de ti eftertragtede boliger - seks styk treværelses boliger på 92 kvadratmeter og fire styk fireværelses boliger på 110 kvadratmeter - er startet i dag.

- Man skal være tilmeldt ventelisten senest den 17. maj 2021. Vi vil herefter gennemgå ansøgningerne efter en række kriterier herunder, hvor lang tid, man har været medlem af foreningen. Herefter finder vi de fire kandidater, der får mulighed for at få en af de fire første boliger. Der kan ansøges om at få tildelt en af to styk treværelses boliger på 92 kvadratmeter og to styk fireværelses boliger på 110 kvadratmeter med indflytning den 1. september i år. Er man ikke heldig at få tildelt en bolig i første omgang, går ansøgningen videre til anden del at tildelingerne, der sker den 11. oktober og med indflytning den 1. februar 2022, siger Peter Nicolas Pedersen, der er forretningsfører for Nykøbing Mors Andelsboligforening.

Arkitektgruppen Limfjorden

Han oplyser, at man kan blive skrevet op på ventelisten via foreningens hjemmeside eller ved at møde personligt op på foreningens kontor.

Sådan ser boligerne ud. Illustration: Arkitektgruppen Limfjorden

Arkitekt Klaus Peter Bak fra Arkitektgruppen Limfjorden i Nykøbing har tegnet det nye byggeri, der er Nykøbing Mors Andelsboligforenings andet store nybyggeri de senere år. Sidste år indviede man Klosterparken i Nykøbing.

Annonceret indhold

Nyeste