Livet her

Mylenberg kiggede forbi Herregården Tandrup

19. juni 2021 kl. 08:15

Lufttemperaturen lagde på de 30 grader og ikke en sky på himlen. Hvor meget bedre kunne det blive? Sydthy-Thyholm Seniorklub har i de seneste halvandet år måttet aflyse det ene arrangement efter det andet på grund af coronaen, men efter der er blevet- og bliver - åbnet mere og mere op, er man startet igen. Første arrangement var sommermødet som blev holdt på herregården Tandrup ved Bedsted hvor man startede med at synge ”Du danske sommer, jeg elsker dig”, akkompagneret af orkestret ”Det Grå Guld” som også underholdt ved sommermødet. Herefter var det formanden for Seniorklubben, Harry Gade som bød alle velkommen. H. C. Lilleøre fra Tandrup fik herefter ordet og takkede for at så mange ville komme til sommermødet.

- Det glæder os at se så mange dejlige mennesker her, sluttede han.

Man havde engageret journalist ved TV2, Troels Mylenberg. Troels fortalte om medierne og var inde på, hvordan TV-avisen var i starten sammenlignet med i dag.

- I TV-avisens spæde start var det helt sikker, at præcis kl. 19,30 sad alle foran TV’et og skulle se TV-avisen,- ja! man skulle jo tænde apparatet fem minutter før da det lige skulle varmes op før der kom billede på og da var det jo sort/hvid billeder man kikkede på. I dag er der billede på få sekunder efter man har tændt, og skærmen fylder jo intet imod da der var et stort billedrør som rakte langt tilbage i apparatet. I dag fylder skærmen jo ikke mere end et maleri i tykkelse. Hvad der blev set i TV-avisen for mange år tilbage, det blev helt sikkert på f.eks. arbejdspladser diskuteret næste dag. Alle huskede hvad de havde set, og der var meget tættere samhørighed og forbundethed den gang. I dag lægger mange mærke til hvordan studieværten er klædt, - nahhh! Hvad er det for et slips han har på? Hun kunne nu godt lige rette de briller eller det er dog en hæslig skjorte han har på, den passer da slet ikke til den pæne jakke.

Troels Mylenberg undrede sig også over at færre og færre stoler på medierne, men at vi bruger mere og mere tid på det.

- Sammenlagt bruger den enkelte person hele otte timer på noget man ikke stoler på! Ja, det undrer mig, sagde Mylenberg.

Under talen var der mulighed for at købe en kold øl eller vand. Efter Troels Mylenbergs indlæg var der kaffe. Til slut sang man ”Jeg ved hvor der findes en have så skøn” og ”De nære ting”.

Cirka 150 personer deltog i sommermødet.

Annonceret indhold

Nyeste