Niels Otto Degn, formand for Morsø Kunstforening af 1961, midt i kunsten i bygningen på Holmen i Nykøbing ved en tidligere lejlighed. Arkivfoto: Diana Holm
Livet her

Morsø Kunstforening beholder de indkøbte værker

Besøgstallet er vigende, men acceptabelt, og der er meget stor interesse for at udstille i bygningen på Holmen

04. september 2020 kl. 08:15

NYKØBING: Morsø Kunstforeningen af 1961 har holdt generalforsamling i lokalerne på Holmen på havnen i Nykøbing, hvor der må være 50 efter coronarestriktionerne. Og det tal blev næsten nået, fortæller formand Niels Otto Degn. Generalforsamlingen har været udsat, men nu er man i gang igen:

- Coronavirusen har ændret vores liv og aktiviteter, men det skal ikke stoppe os varigt, siger Niels Otto Degn.

Han gennem i beretningen aktiviteterne i 2019, hvor man som hidtil havde fokus på ligestillinge mellem kønnene, uden at det skal vejes af på en guldvægt. Faktisk endte det med kunstværker af 18 kvinder og ni mænd i fjor. det er altsammen dokumenteret i magasinet ”MK61”.

- Der er stor interesse for at udstille i MK61 så stor, at vi ofte må sige nej til glimrende og meget kvalificerede kunstnere. Det er svært, men vi søger at gøre det så sagligt som muligt og bl.a. sikre en stor bredde i forskellige kunstneriske udtryk, så forskellighed prioriteres. Vi er jo medlemmernes garanter for, at de kan møde både anerkendt og nyt i foreningen. Lige nu har vi programmet parat for 2021 og noget af 2022, sagde formanden.

Han nævner, at besøgstallet har været lidt vigende, men det er stadig på den pæne side af 3000, hvilket er acceptabelt i forhold til tidligere tider:

- Besøgstallet er ganske uens fordelt på de forskellige udstillinger og ikke nødvendigvis ”retfærdigt” i forhold til det viste. Vi vidste på forhånd, at vi ikke havde de helt store kioskbaskere på programmet, men gedigne og kvalitetsfyldte udstillinger. En analyse af besøgstallet viser over 1300 gæster udefra (Danmark, det nære udland og enkelte lidt længere væk fra) og ca. 1600 medlemsbesøg. Det er omkring fem i snit pr medlem. Hertil kommer næsten 200 skoleelever, forklarer Niels Otto Degn, der fortæller, at kunstforeningen har godt 320 medlemmer.

Han fortæller, at i debatten om beretningen blev der især fokuseret på fremtiden for foreningens samling på ca. 350 værker, herunder 50 skulpturer. I forbindelse med den aktuelle udstilling med værker, der er anskaffet i foreningens første 59 år, har det været drøftet, om det eventuelt ville være en idé at sælge nogle værker. For der bliver næppe etableret et egentligt kunstmuseum inden for overskuelig fremtid:

- Adskillige indlæg betonede, at værkerne beskriver en tidsperiode og har vægt på Mors og omegn. Det er en vigtig dokumentation af mangfoldigheden, og måske kan der senere blive tale om at etablere en kunsthal. Endelig blev det bemærket, at også værker, der ikke direkte har relation til Mors og det nordvestjyske i stor udstrækning viser tilknytning til området. Efter yderligere indlæg om, at det vil blive umådeligt svært sagligt at vælge værker fra, kunne det konstateres, at der ikke bør ske ændringer i samlingen, refererer formanden.

Nyvalgt til bestyrelsen blev Laura Mazanti efter Ute Holm, som ikke ønskede genvalg. Genvalgt blev Per Mikkelsen, Ingelise Roikjer og Kaj Kristiansen.

Efter den formelle del af generalforsamlingen blev der udloddet fem værket blandt de fremmødte, hvorefter der blev holdt auktion over ni værker, der er blevet indkøbt til formålet.

Annonceret indhold

Nyeste