Livet her

Mindst 25 arbejdsdage mere for at fjerne Åbrink-bunker

Arbejdet med at fjerne den store mandskabsbunker fra besættelsen kommer til at vare et stykke tid endnu

01. marts 2021 kl. 10:31

THISTED: Arbejdet med at fjerne den store mandskabsbunker fra besættelsen kommer til at vare et stykke tid endnu i villakvarteret i Thisted.

Maskinfører Anders Iversen fra entreprenørfirmaet Allan Thomsen, har nu hamret løs på den store betonkonstruktion i tre arbejdsdage, og foreløbigt er 40 af de anslåede 600 kubikmeter armeret beton fra bunkeren blevet kørt væk.

- Arbejdet går sådan set efter planen. Men der kommer til at gå mindst 20 dage, måske 30 dages arbejde, før bunkeren er væk, anslår Anders Iversen - men det er svært at sige, skynder han at tilføje.

Larmen fra den bankende betonhammer kan høres over hele bydelen i det vestlige Thisted.

Men Anders Iversen har udelukkende oplevet at naboer og andre følger arbejdet med interesse, og mange er henne at snakke med maskinføreren, der beredvilligt svarer på alle spørgsmål om det usædvanlige projekt.

Der er i øvrigt god chance for ro i kvarteret i hele uge ni, da maskinfører Anders Iversen skal på kursus.

Annonceret indhold

Nyeste