Livet her

Med rumpetten i vejret for at se på vilde blomster

Søndag inviteres alle ud i den Thy´ske natur til de vilde blomsters dag

16. juni 2021 kl. 08:40

THY: Søndag 20. juni bliver De Vilde Blomsters Dag markeret med guidede ture adskillige steder rundt omkring i Danmark. I Thy går turene til Okidéengen ved Sønderhå Plantage og til Dover Plantage ved Ydby.

Vilde blomster i naturen er farverige og smukke, og så er de altafgørende for biodiversiteten. I Thy vil man derfor gerne være med til at sætte fokus på de vilde blomster til De Vilde Blomsters Dag søndag 20. juni. En dag der i øvrigt markeres i hele Norden.

I år kan du vælge mellem knap 70 ture i hele Danmark, hvor kyndige turledere giver deltagerne botaniske oplevelser og viden om de vilde blomster.

Orkidéengen

Orkidéengen ved Sønderhå Plantage, der er et smukt syn på den her tid af året, rummer rigtig mange sjældne, fredede og rødlistede arter som eksempelvis majgøgeurt, purpur gøgeurt, kragefod, engnellikerod, vibefedt, loppestar og en række andre planter.

På turen besøger deltagerne også det privatejede areal, som støder op til engen mod syd. Her kan du se og høre om, hvordan lodsejeren sammen med projektet RigKilde LIFE har sløjfet de gamle dræn i engen til gavn for de værdifulde rigkær og dets vilde blomster.

Turen sker i et samarbejde med Biologisk Forening Nordvestjylland.

Turen starter søndag 20. juni kl. 10.00 ved P-pladsen ved Sønderhå Plantage og varer cirka to timer. Det er gratis at deltage, og det kræver ikke nogen tilmelding.

Smukke Dover

Har man lyst til at besøge Dover Plantage, er der også mulighed for det. Her er det biolog Claus Helweg Ovesen, som er turleder. Turen begynder klokken 14 og varer ligeledes to timer. Mødestedet er p-plads ved Langhøjene, indkørslen er fra Kløvenhøjvej.

Dover Plantage er en ældre plantage med blandet bevoksning af mange slags løv- og nåletræer. Ved Langhøjene er der hedevegetation og tæt derved et lille kær med pors og andre hedemosearter. Turen foregår også i samarbejde med Nordvestjysk Biologisk Forening.

Til begge ture anbefales der, at man har solidt fodtøj på, lidt at drikke med i tasken og gerne en plantebog.

Annonceret indhold

Nyeste