Livet her

Kulturmødet frigiver 2000 billetter

Godt en uge før Kulturmødets start kom der en glædelig nyhed. De lempelser på coronarestriktionerne, som regeringen offentliggjorde onsdag aften, betyder nemlig, at Kulturmødet kan frigive hele 2000 billetter

12. august 2021 kl. 16:25
Opdateret 13. august 2021 kl. 10:03

- På Kulturmødet har vi altid vægtet samtalen og mødet mellem mennesker utrolig højt, for det er dér nye idéer, perspektiver og inspiration opstår. Derfor er det en kæmpe gave, at vi nu kan tage imod endnu flere mennesker til vores arrangementer på Mors, siger direktør for Kulturmødet Mors, Trine Bang, og fortsætter:

- Vi er enormt glade for, at Sundhedsstyrelsen har ophævet afstandskravet, men når det er sagt, gør vi selvfølgelig stadig alt, hvad vi kan, for at at sørge for, at alle corona-regler bliver overholdt, så det er trygt for både deltagere, frivillige og aktører, siger hun.

Kulturmødet 2021 er en hybrid mellem det digitale program, som kørte i 2020, og så det klassiske Kulturmødet Mors. Der er dermed 25 digitale debatarrangementer, som man kan se på Kulturmødets hjemmeside, og 80 kulturelle oplevelser i Nykøbing og andre steder på Mors.

Deltagerne kan bl.a. opleve den internationalt anerkendte Kammerballetten, Rasmus Bjerg som John Mogensen på Folkescenen og Oh Land, der optræder sammen med den nytænkende strygersekstet Who Killed Bambi.

Alle billetter koster et administrationsgebyr på 30 kr. og kan købes via Kulturmødets hjemmeside www.kulturmoedet.dk.

Annonceret indhold

Nyeste