Sidst i juni bliver der budt på sommersjov, gøgl og musik når Visioner fra Vandkanten kigger forbi. Pr-foto
Livet her

Kulturkaravane kigger forbi

En kulturkaravane med heste, dans, musik og teater besøger Thy og Mors fra 27. juni til 3. juli.

23. juni 2021 kl. 07:15

Visioner fra Vandkanten er en kulturkaravane i hestevogne, som rejser to måneder gennem hele landet og startede på Møn 2. maj og slutter i Blokhus 13. juli. Nu kommer de til Uglev og besøger Mississippi på Thyholm, hvorefter turen går over sundet til Karby, Nykøbing og Ejerslev havn.

Rejsen foregår langs med Danmarks vandkant i hestenes tempo. I karavanen er skuespillere, dansere, musikere, kokke, fotografer, filmfolk og bloggere. Undervejs er planlagt fantasifulde forestillinger til lands og til vands, koncerter, workshops og farverige parader gennem de byer karavanen besøger. Det hele foregår i et tæt samarbejde med lokale kulturaktører og ildsjæle.

Visionen er at skabe smukke begivenheder i lokalsamfund med et fællesskab omkring kunst og kultur, og at dokumentere hvordan de mange gode kulturkræfter, er med til at skabe kulturelle fællesskaber i lokalsamfundene. Langt de fleste optrædener er bygget op omkring kulturmøder eller “byttehandler”, hvor de lokale kvitterer for gæsternes forestillinger med fortællinger, musik, catwalk med genbrugstøj, amatørteater, velkomstbyporte, fællesspisning m.m.

Alt foregår udendørs, på gader og torve og især på steder, hvor der ikke almindeligvis er kulturelle begivenheder. Det kan være på stranden, i skoven eller hjemme i folks haver.

Paraderne gennem de mange byer er også et fælles projekt. Dansere og musikere fra Danseteatret NordenFra leder an og rigtig mange lokale kræfter kommer til at medvirke undervejs: børnehaver, efterskoler, højskoler, spejdere, gymnaster, motionister, scatere, rideklubber, motorcykelklubber, veteranbiler og traktorer.

28. juni ankommer karavanen til Mors med Næssundfærgen og bliver modtaget af børnehaven. Musik og sang med børnene og rundtur i byen, hvor børnene kommer op at sidde i vognene.

Derefter går det videre til Karby Kuber.

pd

Annonceret indhold

Nyeste