Livet her

Krondyr viste sig frem i Hanstholm

Store flokke af krondyr var helt inde ved Hanstholm ved højlys dag

11. april 2021 kl. 14:05

HANSTHOLM: Store flokke af krondyr helt inde ved Hanstholm by er ikke noget særsyn. Det sker ofte om aftenen. Krondyrene føler sig trygge i mørket og græsser på markerne helt inde ved byen og trækker normalt tilbage før morgengry og biltrafik.

En stor flok krondyr på 70-75 dyr kunne imidlertid hele fredag observeres ved højlys dag. På en mark tæt ved Hanstholms fællesantenne holdt en klokken til det meste af den lyse dag.

Et syn som holmboerne ser med års mellemrum og som ligeher.nus faste naturmand Jens Jørgen Andersen, der efter mange år som skovarbejder kender krondyrs opførsel ganske godt, har en mulig forklaring på.

- Jeg er sikker på at dyrene er blevet presset op i den ende af marken - enten af firbnede eller tobenede væsener- måske også af morgentrafikken. Dyrene ville hellere have været tilbage i reservatet. Men de blev på en måde fanget oppe på den højtliggende mark, hvorfra de havde udsyn og derfor fandt at det var et sikkert sted at blive, fortæller Jens Jørgen Andersen, der selv var nede og betragte og fotografere det usædvanlige syn.

- En sådan flok har altid en førerhind, og det var sikkert hende der holdt styr på tropperne så de blev på stedet i flere timer. Desværre blev det for stor en fristelse for nysgerrige at forsøge at komme tæt på flokken, der opholdt sig ved et læbælte tæt ved vejen indtil kvarteret Havremarken. Dyrene blev derfor skræmt og løb væk, uden at de senere blev set, fortæller Jens Jørgen Andersen.

Det bekræftes også af naturfotograf Svend Bunk, der holdt længe og så på flokken.

Begge fortæller, at det to meter høje hegn der omkranser den store mark og er opsat for at holde krondyrene væk, holdt i hvertfald ikke denne flok ude fra marken.

- Men folk fik da en stor naturoplevelse og selv om dyrene blev lidt skræmt, så har de ikke lidt nogen overlast, siger det fra Jens Jørgen Andersen.

Annonceret indhold

Nyeste