Høsten fejres i Spøttrup. PR foto
Livet her

Høstmarked på Spøttrup Borg

10. september 2018 kl. 09:35

SPØTTRUP: Lørdag 22. og søndag 23. september inviterer Spøttrup Borg til Høstmarked.

Her kan man være med til nogle festlige dage, hvor man fejrer, at høsten er kommet i hus.

Sankt Mikkels Dag, som ligger sidst i september, var tidligere en af de allervigtigste dage i året. Denne dato var nemlig afslutningen på årets høst. Udbyttet af høsten var afgørende for, hvordan man kom igennem den kommende vinter.

Lørdag har Spøttrup Borgs Venner tændt op i køkkenet, hvor der serveres middelaldersuppe. I Borgens krokælder er der stemning og hygge. I borggården sælges der lokalt produceret honning og most fra Rødding Æblets By . Her er der også arbejdende værksteder med nålebinding, træarbejde og smeden, som har godt gang i sin esse. Efteråret er også jagtsæson, og på flitsbuebanen kan I prøve, hvem der er bedst med bue og pil.

Søndag deltager flere medarbejdere fra Museum Salling sammen med Spøttrup Borgs Venner; de vil fortælle om ølbrygning, livet i Limfjorden, plantefarvning, brikvævning og søndag eftermiddag fortæller museumschef Inge Kjær Kristensen om "hvad enhver husmoder vidste"... om anvendelse af dyr og planter i den hjemlige sygdomsbehandling.

Hos Café Borgen serveres der kaffe og kage med udsigt til Borg, voldgrav og Spøttrup Sø.

Annonceret indhold

Nyeste