Livet her

Herligt møde med den helt store klassiker: 50-året for Olsen-Banden i Thy

Det var tredje gang, Egon, Benny og Kjeld drog på jagt efter det store kup - her ved Thykysten, hvor der var optagelser i Hanstholm, Vigsø, Agger og Thisted en god måneds tid i forsommeren 1971

17. juni 2021 kl. 08:00

Det var tredje gang, Egon, Benny og Kjeld drog på jagt efter det store kup - her ved Thykysten, hvor der var optagelser i Hanstholm, Vigsø, Agger og Thisted en god måneds tid i forsommeren 1971

Lørdag 26. juni 2021 åbner Bunkermuseum Hanstholm en ny udstilling, nemlig ”Olsen-Banden i Thy” med undertitlen ”filmen, optagelserne og stederne”. Samme titler har en lille bog, Museum Thy udgiver i forbindelse med åbningen af udstillingen.

Bunkermuseum Hanstholm, der i dag er en del af Museum Thy, åbnede først otte år efter filmoptagelserne, men alligevel er filmen en del af historien om Danmarks største bunkermuseum.

- At filmen netop blev optaget i en bunker, var nemlig et udtryk for, at der på den tid var stigende interesse for de tyske bunkere og deres historie. Denne interesse førte i 1979 til, at et museum blev åbnet i en af Hanstholm store kanonbunkere - og interessen for bunkerne i Hanstholm var bestemt ikke blevet mindre efter ”Olsen-Banden i Jylland”. Selvom den nu har 50 år på bagen, er filmen stadig en referenceramme for mange af vore gæster, siger museumsinspektør Jens Andersen.

Bogen og udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem museumsinspektør Jens Andersen og museumsvært Jimmy Munk Larsen fra Bunkermuseum Hanstholm og så de to tyske Olsen-Banden-entusiaster Paul Wenzel og Steffen Paatz.

- I bogen forsøger vi at gå bag om det, som man umiddelbart kan se i filmens scener. Vi fortæller om optagelsernes forløb, som ikke altid gik helt, som filmholdet havde tænkt sig. Vi fortæller også om thyboernes medvirken i filmen og deres oplevelser med filmholdet. Desuden identificerer vi de steder i Thy, hvor filmscenerne er optaget. Vi vil dog ikke blot påvise stederne, så man kan tage ud og genfinde dem, men vi vil også forklare, hvad det var for steder, og hvad deres historie er, siger Jens Andersen og Jimmy Munk Larsen.

Anledningen til, at arbejdet udstilling og bog kom i gang, er Paul Wenzel og Steffen Paatz, som i fjor henvendte sig til museet med ideen om en markering af filmens 50-års-jubilæum.

- Paul og Steffen er fra den tyske fanklub, Olsenbandenfanclub Deutschland, og har været hyppige gæster på egnen og på bunkermuseet gennem 15 år. I disse år har de utrætteligt indsamlet et stort materiale om Olsen-Banden-filmene. I 2020 tog de så springet og flyttede fra Tyskland til Thy, siger Jens Andersen.

Thy var det helt ideelle sted til at danne ramme om filmoptagelserne, fortalte instruktør Erik Balling, da optagelserne startede, til Thisted Dagblad:

- I Hanstholm fandt vi de helt ideelle rammer til optagelse af filmens friluftsscener. Dels finder vi her de tyske fæstningsanlæg, dels er egnens landsskabsformer så forskellige, at vi inden for en radius af 17 kilometer fra Hanstholm kan finde de terrænformationer, der kræves til optagelserne.

Men det var ikke nok, at der var fine bunkere og et varieret landskab i Thy - det var lige så vigtigt, at trafikforbindelserne var gode. I interviewet med Thisted Dagblad betegnede Balling det som »helt afgørende«, at man via den nye Thisted Lufthavn i Tved var i stand til at nå København i løbet af en times tid.

Poul Bundgaard skulle blandt andre hver aften skulle spille med i Cirkusrevyen på Dyrehavsbakken i Klampenborg. Så Nordisk Film åbnede en luftbro mellem Thy og København.

Morten Grunwald havde til gengæld ikke andre engagementer, så det gav ham mulighed for samtidig med optagelserne i Thy at holde lidt ferie med familien.

Annonceret indhold

Nyeste