Livet her

Hanstholm-kending får overhaling

Den færøske færge Norröna er netop vendt tilbage fra værft efter en større overhaling

03. marts 2021 kl. 11:42

HANSTHOLM: Den færøske færge Norröna, der indtil 2010 sejlede ud fra Hanstholm, men som nu benytter Hirtshals som anløbshavn, er netop vendt tilbage fra værft efter en større overhaling og modernisering.

Den 17 år gamle færge trængte til et facelift og nye faciliteter til passagerne, og det er den første større ombygning siden færgen blev bygget i 2003.

Mandag kom den retur til Hirtshals efter knap tre måneder på Fayard i Munkebo, og de kyndige kunne straks se, at der var sket noget med færgen, som har fået et helt nyt moderne udseende.

Den karakteristiske store blå skorsten med Smiril Lines dværgfalklogo er nu delvis gemt bag en ny tilbygning på dæk 10 - en ny panoramacafe med glas hele vejen omkring.

Stævn-området er ombygget med nye paneler, der giver et anderledes og mere moderne udtryk.

Norröna har også fået tilføjet 50 nye to-mands kahytter, og der er tilføjet et nyt uderum med sofaer og andre typer af siddepladser.

- Tiden har ændret sig meget på 17 år, Kunderne efterspørger nogle andre ting end dengang.

Derfor er det vigtigt at følge de nye trends og de behov kunderne har, siger Rúni Vang Poulsen til soefart.dk.

Norröna skal nu gøres klar til indsættelse i 2021-sejlplanen, men første afgang fra Hirtshals 6. marts.

Annonceret indhold

Nyeste