Livet her

Håndbold-karavanen var løs i Thy

01. september 2022 kl. 16:05

HURUP: 1070 elever var torsdag klar til at spille håndbold i Thy.

JHF Kreds 2 havde sat ungerne stævne i Østerild, Nors, Thisted, Snedsted samt Hurup.

Ungerne, der kom fra 0. til 6. klasserne fik fri for at finde ud af, om håndbold er noget for dem.

I Hurup var omkring 300 elever klar til at spille håndbold i Hurup Hallerne.

Her blev de hilst velkommen af foreningskonsulent i JHF Kreds 2, Henrik Elkjær.

- Hvis vi kan lokke 10 pct. til træning efterfølgende vil det da være fantastisk. Jeg tror vi volumenmæssigt er tæt på den største karavanedag i Kreds 2´s historie, siger Henrik Elkjær.

Han håber, at håndboldklubberne med et arrangement som torsdagens kan knække kurven.

- Vi håber, at flere får lyst til at være mere aktive i deres fritid, siger Henrik Elkjær.

Han fortæller, at netop Hurup IF har vist, at det kan lade sig gøre.

- De er årets håndboldklub i Kreds 2, fordi de har vendt nedgang til vækst, fortæller Henrik Elkjær.

Forkvinden i Hurup HK, Elin Fomsgaard Søndergaard, var selv til stede ved onsdagens stationstræning i Hurup Hallerne.

Hun er ikke i tvivl om, at et arrangement som torsdagens vil bære frugt.

- Jeg tror helt sikkert, at det her giver noget, siger hun.

At Hurup HK er populær blandt de unge, viser sig blandt andet ved, at klubben kan sende hele fire hold af sted til Struer Cup, der spilles fra 16. til 18. september.

- Her sender vi et U11 pigehold, et U13 og et U15 drengehold samt et U15 pigehold af sted til Struer, fortæller Elin Fomsgaard Søndergaard.

Eneste hold, som Hurup HK for tiden er udfordret med, er U13 pigeholdet.

- Her kunne vi godt bruge nogle flere piger, siger formanden, hvis 11-årige søn Christoffer var med i Hurup Hallerne.

Han viser sig dog som mindre modtageligt for håndboldsporten.

- Jeg vil hellere spille fodbold, siger han...

Medlemskabet hos Hurup HK koster mellem 400 og 600 kroner for en sæson, der strækker sig fra august til april.

Annonceret indhold

Nyeste