Livet her

Friske Thy-skolelever fjerner skrald langs vejene

Den store affaldsindsamling i naturen er i gang

14. april 2021 kl. 11:05
Opdateret kl. 15:14

THISTED: Den store affaldsindsamling i naturen er i gang.

I løbet af ugen er blandt andre 142.000 børn fra skoler og dagsinstitutioner ude og samle smidt affald, og dermed får en del af naturen den helt store forårsrengøring, der er organiseret af Danmark Naturfredningsforening.

En af de skoler der har besluttet at bruge mange timer på den samfundsnyttige opgave er Lerpytter Friskole og Børnehave.

Mandag var de første elever ud, da 0. - 1. klasse ude og de samlede hurtigt 50-60 kilo affald omkring skolen og langs cyklestien til Hillerslev.

- Eleverne gik til opgaven med stor energi, og gik ikke ad vejen for at kravle inde under buske og træer for at finde affald, fortæller lærer og koordinator på skolen Steen Mogensen, og fortsætter:

- Det er for eleverne en rigtig god øvelse at samle affald. For derved lærer de rigtig meget om affaldsproblemerne med især plast som vi har i vores samfund. Men de lærer også at plast og affald kan genbruges.

- Det et er da træls, at opleve at affaldsmængderne langs vejene stiger og at vi ikke er bedre til at have styr på at det ender i skraldespandene. Netop derfor er det vigtigt, at ved at børnene lærer at plast og affald ikke skal ende i naturen, så kan forældrene måske også lære og forstå at vi alle er nødt til at passe på, så der også er natur - uden plast og affald - til de næste generationer, siger Steen Mogensen, der er nystartet som lærer på Lerpytter Friskole og Børnehave.

Friskolen vil have alle elever ude to-tre gange i løbet af ugen.

Også de hjemsendte elever kommer til at deltage.

Affaldsindsamlingen fortsætter hele ugen med deltagelse af mange skoler og institutioner i vores område.

Også offentlige indsamlinger finder sted hvor alle kan deltage og give en hånd med fjernelse af det grimme og miljøskadelige affald i naturen.

Annonceret indhold

Nyeste