Biologisk Forening for Nordvestjylland, BFN, har fået 15. Juni Fondens Ildsjælprisen. Fra venstre er det medlem Else Marie Krogh Nielsen, formand Poul Nystrup og bestyrelsesmedlem Jan Salmonsen. Privatfoto
Livet her

Forening får pris på 100.000 kr.

- Det er en stor ære, lyder det fra bestyrelsesformand

01. juni 2021 kl. 16:21

THY: 15. Juni Fondens to naturpriser, Naturprisen og Ildsjælprisen, på i alt 300.000 kr. er blevet uddelt på Naturmødet i Hirtshals for ”to helt særlige indsatser for dansk natur og biodiversitet”.

Biologisk Forening for Nordvestjylland, BFN, der har til huse i Klitmøller, kan glæde sig over, at de er modtager af fondens Ildsjælsprisen på 100.000 kr.

I en pressemeddelelse fra 15. Juni Fonden lyder det, at BFN gennem 50 år har ”ydet en betydelig indsats for naturen i Nordvestjylland og for at formidle og sætte fokus på naturen.”

Poul Nystrup, formand for Biologisk Forening for Nordvestjylland, fortæller til Nordjyske, at foreningen er glade og stolte af at modtage prisen.

Det er Nationalpark Thy, Naturstyrelsen Thy og Thisted Kommune, der har indstillet BFN til prisen.

- Det er en stor ære, at tre betydningsfulde, lokale institutioner inden for naturen har peget på os. Det kan man kun være stolt af. Og så er vi glade for, at 15. Juni Fonden også syntes, det var en god idé, og der følger både ære med og 100.000 kr., som vi vil bruge til gavn for naturen, siger Poul Nystrup.

I pressemeddelsen fra 15. Juni Fonden lyder det, at BFN har sat gang i omfattende aktiviteter og initiativer både alene og i samarbejde med blandt andre Thisted Kommune, Naturstyrelsen og Nationalpark Thy.

Fonden fremhæver også BFN’s bidrag til naturplejeopgaver i Nordvestjylland og overvågningen af planter og dyr, og det er ”af stor betydning for myndighedernes mulighed for at gennemføre målrettet naturpleje.”

Også foreningens egen forlagsvirksomhed, oprettelsen af Naturens Besøgsvenner samt naturplejeprojekter, som BFN har taget initiativ til, fremhæves i forbindelse med Ildsjælsprisen.

15. Juni Fondens Naturprisen på 200.000 kr. er givet til Martin Sandager, Grindsted, for ”en ambitiøs, målrettet og meget omfattende indsats for at genskabe en værdifuld hedemosenatur i Kragelund Mose ved Grindsted.”

Annonceret indhold

Nyeste