Livet her

Foredrag om de lokale retsforhold før 1919

Byfoged (borgmester), politimester, dommer, herredsfoged - alle disse titler og funktioner var ofte samlet i samme person: Retsbetjenten

16. september 2019 kl. 12:10

THISTED: Tirsdag aften 24. september inviterer foreningen Danske Slægtsforskere Thisted og Omegn i samarbejde med Folkeuniversitetet til foredrag i Plantagehuset. Emnet er ”lokal politi- og domstolsforvaltning før 1919” ved Mette Fransiska M. Seidelin, Ph.d., Odense, som er arkivar og forsker hos Rigsarkivet, hvor hun bl.a. forsker i rets- og kriminalitetshistorie. Ikke-medlemmer betaler en entré på 50 kr., oplyser Lars Vestergaard Iversen fra bestyrelsen.

Efter enevældens afskaffelse med grundloven af 1849 skulle der gå endnu 70 år, før man fik adskilt den udøvende og den dømmende myndighed. Først for 100 år siden skete det med retsreformen af 1919, hvor der blev oprettet politikredse (lokalt Nykøbing, Thisted og Hurup) og retskredse (lokalt Nykøbing, Thisted og Vestervig) med hhv. en politimester (for statspolitiet - der eksisterede et kommunalt politi til 1938) og en dommer i spidsen.

Eksempelvis var før 1919 byfogeden i Thisted Købstad både politimester og dommer (herredsfoged) for Hillerslev og Hundborg herreder samt til 1917 kongelig udnævnt borgmester (formand for byrådet) i købstaden. I Nykøbing Mors var den samme person til 1919 borgmester i Nykøbing samt dommer og politimester (herredsfoged) for de to herreder.

Foredragets titel er ”Retsbetjenten - lokalforvaltningens dømmende og udøvende magt”. Retsbetjenten var en fællesbetegnelse for de byfogeder, herredsfogeder og birkedommere, som før 1919 varetog den lokale politi- og domstolsforvaltning. Foredraget belyser retsbetjentens mangeartede opgaver og præsenterer ved hjælp af eksempler, hvordan man kan bruge kilder fra retsbetjentene til at komme tæt på sine aner.

Foreningen var tidligere kendt som DIS-Nordvestjylland. Den er med i den landsdækkende forening Danske Slægtsforskere, der omfatter næsten 10.000 slægtsforskere og er resultatet af en sammenlægning 2018 af DIS-Danmark, Slægt og Data og Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger.

Annonceret indhold

Nyeste