Livet her

Første spadestik taget til gigantvarehus i Thisted

Biltemas nye varehus i Thisted bliver på 6600 kvadratmeter - med 19.000 varenumre

27. april 2021 kl. 16:02

THISTED: Tirsdag blev det første spadestik, eller nærmere skovlfuld, taget til Thys foreløbigt største nye varehus: Biltemas Thisted-afdeling på 6600 kvadratmeter.

Varehuset på Uglevej bliver ikke kun en megabutik efter Thy-forhold.

Det bliver også bliver det største Biltema-varehus i Danmark med 19.000 varenumre, fordelt på ni produktgrupper: Bil-MC, båd, cykler, fritid, hjem, kontor-multimedia, byggeri, bilpleje og værktøj.

Biltema Danmarks direktør Jacob Borring Møller førte forsigtigt skovlen på den store gravemaskine.

Han sagde, at det var en stor dag for Bilteam, at gå i gang med byggeriet i Thisted.

- Det kan kun gå for langsomt. Vi glæder os til, at vi i midten af februar kan komme i gang med at drive handel her ude fra, lød det fra direktøren for den fremstormende varehuskæde, der i løbet af få år vil have 25 varehus over hele Danmark, sagde han.

Thisted bliver den 14.

Thisted blev valgt som det helt rette sted geografisk mellem det eksisterende varehus i Aalborg og det kommende i Herning. Men også fordi at Biltema opfatter Thy som et sted med stor aktivitet.

For Thisted Kommune var det også en stor dag.

Det lagde Niels Jørgen Pedersen, viceborgmester, ikke skjul på i sin lille tale for toppen af Biltema som havde taget turen til Thisted.

- Det er vigtigt for os at der er erhvervsliv der vil etablere sig og drive en ny forretning i Thy. For i Thy møder man ikke lukkede døre og nej-hatte, men pionerånd, skabertrang og en lyst til arbejde. Thisted er nu Danmarks 2. mest erhvervsvenlige kommune. Noget vi er alle kan være rigtigt stolte af. En af forklaringerne på at vi kan byde Bilteam velkommen til Thy, lød det fra viceborgmesteren.

Nu er byggeriet i fuld gang.

Der skal i løbet af efteråret rekruteres 40 nye medarbejdere, før varehuset kan slå dørene op.

Åbningen sker i løbet af de første måneder af 2022.

Annonceret indhold

Nyeste