Livet her

Første dag efter corona-nedlukning: Indianergryde på skoleskemaet

Snedsted Skoles 8. klasser kom i skole igen efter over to måneders nedlukning

19. marts 2021 kl. 09:31

SNEDSTED: Der ventede ikke tung tekstanalyse og matematiske formler da Snedsted Skoles 8. klasser torsdag, endelig var i skole igen efter over to måneders nedlukning.

I stedet stod der sociale aktiviteter, walk’n’talk, lege på græsplænen og madlavning over bål på skoleskemaet. Bogerne var lagt langt væk.

Endelig kunne de 21 elever fra 8. B endelig mødes igen - ansigt til ansigt.

- Det var en kæmpe gensynsglæde. Det slog gensynet efter sommerferie. Vi er nu i gang med en langsom genåbning, hvor det handler om at få elevernes trivsel bygget op igen. De har hungret efter socialt liv. Nu skal de så at sige resocialiseret, fortæller en glad klasselærer Joan Lönning.

Derfor har vi besluttet, at det skal ske med en god lang gåtur og hygge og leg ved bålet, lyder det fra klasselæreren.

De 21 elever (en elev var sygemeldt) og de to lærere Joan Lönning og Michael Pødenphant startede derfor den ugentlige torsdags-undervisningsdag, som eleverne må nøjes med indtil videre, med en lang walk’n’talk gennem Snedsted by.

Her var der god tid til at klassen fik snakket de to måneders fravær igennem.

Gåturen sluttede op ad formiddagen ved FDF-huset i Byparken.

Her skulle resten af dagen gå med hygge, leg og god mad ved bålet, sammen med Rasmus Knudsen fra FDF, der stod klar med alle remedier så der kunne laves indianergryde, bagte kartofler og brød over de osende bål i forårssolen.

Snakken gik livlig, og der blev gået til aktiviteterne på plænen.

Det gav god appetit og lyst til endnu mere snik-snak ved bordene.

Fire elever fortæller, at det de to måneders hjemsendelse har været ét langt savn af fællesskab.

- Jeg har savnet frikvartererne helt vildt. Hvor er det dejligt at mødes med kammeraterne igen, lyder det fra Tobias Haugaard Enemærke, der sammen med kammeraterne Lasse, Sara og Amalie, bakser med at få noget mad på tallerkenen.

Undervisningen i hjemsendelsesperioden har ikke været optimal, fortæller de tre venner samstemmende:

- Vi har bare ikke fået så meget ud af skærmundervisningen, og især når det gælder fysik, kemi, biologi og geografi. Vi har jo også været en del hjemsendt i 7. klasse, så det har helt sikkert kostet noget på indlæringen, lyder det overvejet fra de fire Snedsted-elever i 8. B, der nu igen kan glæde sig over at skolen på en måde er startet.

Men coronaen fylder stadig meget i elevernes hoveder:

- Vi ved godt at får en af os corona, ja så er det hjem igen. Det håber vi virkeligt at vi undgår, lyder det.

Kommer eleverne ikke tilbage på fuld uge snart, så er planen allerede lagt for næste torsdags undervisning for 8. klasser på Snedsted Skole.

Her står der cykeltur til Vilsund på skemaet og nogle herlige action-timer på Langbjergaard på skoleskemaet.

Annonceret indhold

Nyeste