Livet her

FDF'erne melder klar til start

Lederne i FDF Snedsted har været samlet. Nu er de klar til en ny FDF-sæson

11. august 2021 kl. 11:15
Opdateret kl. 13:21

Der er opstart søndag 15. august, hvor FDF inviterer alle medlemmer og alle andre i Snedsted til et sommerløb. Et løb som kommer til at føre deltagerne igennem den nye skov i udkanten af Snedsted, Korsgaard skov, som der stadig er mange i Snedsted, der ikke kender. FDF’erne har lavet nogle spændende og udfordrende opgaver, der skal løses undervejs. Og i målområdet kan der leges, spilles og bages pandekager over bål, og der vil også være saftevand og kaffe.

Løbet foregår fra FDF-huset mellem kl. 12.00 og kl. 13.30. Samme dag er der sommerkoncert i Byparken og det kan man også nå at deltage i efter løbet. Så der er mulighed for en god dag i det grønne for hele familien.

Sommerlejren

FDF Snedsted holdt deres årlige sommerlejr i Hanstholm. Lejrens tema var Harry Potter, og alle var inviteret til sommerkursus på Hogwarts. Alle skulle mødes på perron 9 ¾ for at komme med hogwarts-ekspressen. En god aftale med museumscenter Hanstholm betød, at FDF’erne kunne dekorere ammunitionstoget og køre en tur med det. Vel ankommet til Hogwarts blev der bygget koste og tryllestave, blandet eliksirer og plantet mandrakes, der var udflugter, lejrbål og tut (slikbutikken, red.). I år var der udbudt 10 pladser til Thisted kommunes sommerferietilbud, pladser som meget hurtigt var optaget. Og med en historisk stor tilslutning blandt egne medlemmer, kan FDF’erne se tilbage på en god sommerlejr.

Nu er lederne klar med spændende programmer for alle grupper, og der er plads til flere i kredsen.

Man kan altid komme og prøve FDF tre gange, inden man melder sig ind. I den kommende sæson kan de store børn - fra fjerde klasse og op, glæde sig til landslejr i sommerferien 2022. Det er en lejr ved foden af Himmelbjerget, og hvor der kommer 12.000 deltagere.

pd

Annonceret indhold

Nyeste