Etape fire ligger i Nationalpark Thy og strækker sig fra Hanstholm til Agger Tange - en tur på 72 km. Foto: Danmarks Nationalparker
Livet her

Er du bidt af Tour de France-feberen? Så byder de danske nationalparker på fem stærke etaper

Når de tre danske Tour de France etaper er gennemført, byder Danmarks Nationalparker på yderligere fem etaper, som fører dig gennem noget af landets fineste og mest varierede natur

01. juli 2022 kl. 09:50

THY: Mens det meste af Danmark er ved at klæde sig i Tour de France-gult, er der mange gode grunde til også at tænke grønt, når cyklen findes frem. Ved at udforske naturen fra cykelsadlen, kan du for alvor mærke og dufte, hvor varieret den er.

En variation, der nok vil komme bag på de fleste.

Danmarks Nationalparker rummer tilsammen nogle af Danmarks vigtigste naturtyper, og i anledning af Tour de France har nationalparkerne sammensat fem meget forskelligartede etaper, som repræsenterer noget af landets mest varierede natur.

Den samlede længde for de fem etaper er 334 kilometer.

Fra skov og kyst i Kongernes Nordsjælland og fjordlandskabet i Skjoldungernes Land, over Mols Bjerges kuperede istidslandskab, til fuglereservater og klitheden i Thy og Vadehavets helt specielle pandekageflade natur.

I tillæg vil du helt automatisk blive eksponeret for den lokale kulturhistorie, som viser sig fra alle steder langs ruterne. Alt sammen væsentlige hjørnesten i, hvad Danmarks Nationalparker aktivt arbejder for at bevare, udvikle og formidle.

Du kan finde vej ud i nationalparkerne via skilte i landskabet, cykelruternes egne websites og via nationalparkernes websites og apps. Man bestemmer naturligvis helt selv, i hvilken rækkefølge man tager etaperne – og om man vil køre dem alle eller måske nøjes med en enkelt.

Annonceret indhold

Nyeste