Enhedslisten Thy er klar med 10 kandidater til kommunalvalget. Her er otte af dem, fra venstre: Kirsten Strandgaard, Berit Raldin, Asger Sylvest Pedersen, Jens Otto Madsen, Malte Jakab Nørgaard, Linda Nørgaard, Felicia Sjørvad og Jens Ulrich Eriksen. Foto: Klaus Madsen
Livet her

Enhedslisten Thy er klar med kandidaterne til kommunalvalg

- Hovedspørgsmålene for Enhedslisten ved kommunalvalget til november bliver udbygningen af den daglige velfærd for børn, unge, handicappede, misbrugere og ældre, lyder det fra partiet

29. juni 2021 kl. 09:28

THY: Enhedslisten Thy er nu klar med kandidatlisten, til når kommunalvalget løber af stablen 16. november.

Der er 10 kandidater på listen, der dækker bredt i Thisted Kommune, oplyser Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Jens Otto Madsen, Thisted, kommunalbestyrelsesmedlem og tidligere rektor, er partiets spidskandidat. På andenpladsen er Linda Nørgaard, der er gymnasielærer og bor i Thorsted.

Herefter følger gymnasielærer Berit Raldin, Silstrup, Kirsten Strandgaard, der er pensioneret museumsinspektør og bor i Skinnerup, Peter Phillip Michaelsen, der er programmør og fra Klitmøller og Asger Sylvest Pedersen, teknisk assistent og fra Silstrup.

Derefter kommer klejnsmed Malte Jakab Nørgaard fra Thorsted, Felicia Sjørvad, der er projektleder og fra Vester Vandet, Jens Ulrich Eriksen, der er fra Skjoldborg og er førtidspensionist samt handicaphjælper Troels Kristensen fra Ydby.

- Hovedspørgsmålene for Enhedslisten ved kommunalvalget til november bliver udbygningen af den daglige velfærd for børn, unge, handicappede, misbrugere og ældre. Det drejer sig bland andet om reelle minimumsnormeringer i vores daginstitutioner, frihed til folkeskolen og to-lærer-ordning i de yngste klasser, værdighed i ældreplejen, over for syge og handicappede, siger kommunalbestyrelsesmedlem Jens Otto Madsen, Enhedslisten, i pressemeddelelsen.

- Og så skal vores kommune gå stærkt ind i kampen mod klimaforandringer ved at bidrage konsekvent til Danmarks CO2-reduktion i 2030 på 70 procent. Vi skal også gøre en indsats for bedre biodiversitet, rent drikkevand og have udarbejdet en samlet naturplan. Endelig skal vi have styrke kommunens bosætningspolitik.

Enhedslisten indgik for nylig et valgforbund med Radikale Venstre, Alternativet og SF.

- Det gjorde vi for at få det maksimale antal mandater ud af partiernes samlede stemmetal ved KV21. De fire partier deler mange aktuelle målsætninger og visioner for Thisted Kommune, lyder det fra Jens Otto Madsen.

Annonceret indhold

Nyeste