Livet her

Endelig blev de fede kværne luftet igen til lokalt træf: - Det føles som juleaften

Efter en lang coronapause kunne Falling Knights Morsø igen byde velkommen til træf på Sillerslev Havn

16. juni 2021 kl. 21:30

SILLERSLEV: Masser af motorcykelentusiaster var her til aften samlet på havnen i Sillerslev, da motorcykelklubben Falling Knights Morsø efter en lang coronapause igen kunne holde bikertræf.

Klubbens præsident, 38-årige Robert Aasen, var da også godt spændt, da de første kværne begyndte at trille ind på Sillerslev Havn.

- Det føles som juleaften. Jeg har virkelig glædet mig til at få gang i træf igen, det er bare så hyggeligt, siger Robert Aasen, der bor tæt på Ørding.

Falling Knights Morsø begyndte med et månedligt træf på Sillerslev Havn i sommeren 2019, men det måtte ligesom så meget andet sættes på pause under corona.

- Vi startede med at lave træf, fordi vi syntes, der manglede et træf lokalt. Vi skulle altid køre efter det. Og så vil vi også gerne vise Sydmors frem. Vi har nogle fantastiske rammer, og Sillerslev er jo en lille perle med fin badestrand, havn og café, siger Robert Aasen, der til daglig er CNC kantbukke-operatør.

Når der er bikertræf på Sillerslev Havn, bliver der snakket en masse om ”cykler”, fortæller præsidenten, men det handler mindst lige så meget om socialt samvær.

En hyggelig atmosfære

- Det er folk i alle aldersgrupper, hr. og fru Danmark og nysgerrige børn og voksne, der ikke kører motorcykel, som kommer.

- Her er en god og hyggelig atmosfære, og det passer til dem, som synes, det er hyggeligt at komme og drikke en kop kaffe en hverdagsaften, og fordi det ikke er så stort, mænger folk sig lidt mere på kryds og tværs, siger Robert Aasen og fortæller, at det primært er folk fra Thy, Mors og Salling, som kommer, men at også folk længere væk tager turen til Sillerslev.

Omkring 300 mennesker dukkede op i løbet af aftenen til bikertræf, vurderer præsidenten i Falling Knights Morsø. Café Sillerslevhavn sørgede for bikermenu bestående af flæskesteg med flødekartofler og masser af pølser på grillen.

Annonceret indhold

Nyeste