Sensationen fra Ejerslev. Foto: Sten Lennart Jakobsen.
Livet her

Ejerslev kommer på verdenskortet

01. februar 2019 kl. 09:00

En ny, fortidig guldsmedeart i familie med de nulevende mosaikguldmede, der er vidt udbredte i Danmark i dag, er blevet opkaldt efter landsbyen Ejerslev på Nordmors. Faktisk tilhører arten, som har fået navnet Parabaissaeshna ejerslevense, også en helt ny og hidtil ukendt slægt. Den nye guldsmed er netop blevet beskrevet af Günther Bechly og Jan Audun Liljeroth Rasmussen i det internationale, videnskabelige tidsskrift Zootaxa. Andenforfatteren er museumsinspektør og forsker på Fossil- og Molermuseet, der er den geologiske afdeling af Museum Mors.

Det 55 mio. år gamle fossil blev fundet af Frank og Viggo Pedersen fra Mors og indleveret til Henrik Madsen på Fossil- og Molermuseet. Den blev erklæret Danekræ i 2015, men en egentlig, videnskabelig beskrivelse af fundet har først fundet sted nu. Jan Rasmussen udtaler, at den utroligt velbevarede, 4,5 cm lange guldsmedevinge har et unikt ribbemønster, der adskiller den fra alle andre slægter og arter af guldsmede. Forfatterne valgte at opkalde arten efter Ejerslev, fordi den oprindelig blev fundet i molerlagene i Ejerslev Molergrav.

Danmark var helt havdækket for 55 mio. år siden i Eocænperioden og moleret repræsenterer datidens havbundsaflejringer, udtaler Jan Rasmussen. - Man kan undre sig over, hvordan guldsmede dengang fandt vej til havbunden, men fra nulevende guldsmede vides det, at de flyver både elegant og hurtigt og kan trække ud over havet, selvom de først og fremmest foretrækker at leve ved søer og vandløb. Det er fx dokumenteret, at de er i stand til at trække over havet fra Indien til Østafrika via øgruppen Maldiverne, en strækning på flere tusinde kilometer. Et lignende guldsmedetræk kan sagtens have fundet sted i Eocænperioden, og af ukendte årsager, antageligvis sult, sygdom eller udmattelse, er en guldsmed faldet ned på havoverfladen og videre ned på havbunden, hvor den er blev begravet i slammet lige der, hvor Mors siden er blevet til.

Fossilet befinder sig i øjeblikket på Statens Naturhistoriske Museum i København, men vil i løbet af 2019 blive udstillet på Fossil- og Molermuseet, Museum Mors.

Annonceret indhold

Nyeste