Livet her

Det bliver flot: Sillerslev er i gang med en makeover

Nyt rekreativt område og nyt havneområde er indviet. Men Sillerslev bliver endnu flottere... Bare vent

09. juli 2021 kl. 08:15

Det er en proces, der har stået på i efterhånden en rum tid. Nok ti år men nu er det også så godt som færdigt; Nyt rekreativt areal for autocampister samt nyt erhvervsareal ved Sillerslev Havn. Det blev markeret med taler, snoreklip og pølser fra grillen. Det sidste sørgede Birgitte Grandahl fra Café Sillerslev Havn for.

Det nye rekreative landareal ligger øst for havnen.

- Det nye landareal er hævet lidt i forhold til den øvrige havn, så det er klimasikret imod fremtidens højvande. Landvindingen har givet plads til nogle nye, attraktive autocamperpladser med en fantastisk, sydvendt udsigt over fjorden, sagde udvalgsformand Meiner Nørgaard (DF) i sin tale, inden snoren blev klippet. Den del af projektet har kostet 1,5 millioner kroner, og selve arbejdet begyndte først på året.

- Senere på foråret fik vi så gang i det projekt, vi står ved nu. Vi har fået ført stålspunsen hele vejen igennem på vestkajen og etableret en betonstøbt kaj, der er velegnet til lastbiler og gaffeltrucks. Bag det nye kajareal er der etableret et nyt byggefelt, der allerede er lejet ud til lineopdrætterne på havnen, Wittrup Seafood A/S, sagde Meiner Nørgaard.

På byggearealet skal der etableres opbevaringslokaler til virksomhedens udstyr, som dermed kommer væk fra havnearelet. Der bliver ryddet op og gjort pænt. Det giver lidt luft.

Mod øst ligger som sagt det nye rekreative areal. Det er også her cafeen ligger. I midten ligger industrihavnen og mod vest ligger øens bedste badestrand. Mellem industrihavnen og badestranden bliver der opsat rækværk, så der kommer en adskillelse. De rekreative områder ligger dermed ikke samlet.

- Der har været uenighed om placeringen, og vi var nogle stykker, der kom med at andet forslag. Men nu ser vi fremad. Det bliver i hvert fald rart at få ryddet op, sagde Knud Erik Jensen, mens han nød en varm pølse og en kold øl.

- Vi vil gerne investere i området og dermed styrke det. Det er også planen, at der skal laves en servicebygning, hvor blandt andet caféen skal være. Men nu er vi altså begyndt med landarealet og erhvervsområdet. Sillerslev er en af øens perler, sagde Meiner Nørgaard.

Udvidelsen af selve havneområdet kostede godt to millioner kroner.

- Men vi har fået tilsagn om knap en million kroner i støtte fra den europæiske fiskerifond EHFF, sagde Meiner Nørgaard.

Annonceret indhold

Nyeste