Livet her

Den rene pengeregn: Lions Teutonia delte rundhåndet ud

30.000 kroner til mange gode formål

15. juni 2021 kl. 16:00

Trods corona og deraf manglende mulighed for at tjene ind til gavn for Lions sociale donationer, var der alligevel penge til en række gode formål, da Lions Club Teutonia i Hanstholm mandag holdt den årlige donation i Æ Redningshus i Klitmøller. Her blev 30.000 kroner delt ud.

- Det har været et specielt år for klubben, som har været tydelig mærket at Covid 19’s indtog i Danmark. Stort set alle aktiviteter har været lukket ned med undtagelse af ”Juleskrab”, som har givet et pænt overskud og har været medvirkende til, at der har kunnet uddeles midler igen i år, sagde præsident Birthe Boesen til de inviterede, mens hun samtidigt takkede klubbens sponsorer.

Modtagerne af Lions Teutoniakroner i år er særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)i Møllehuset, som modtog 5000 kroner. Pengene skal bruges til afholdelse af musikfestival, hvor andre specialinstitutioner i Thisted Kommune var inviteret. I år foregik den online.

De frie dilletanter Nors/Hillerslev modtog 5.000 kroner til renovering af øvelokaler, Plejecenteret Vibedal fik 5.000 kroner i tilskud til en specialcykel til beboerne på centeret.

Thy Sangskole - Syng minderne frem - modtog 10.000 kroner til underholdning på plejecentre i Thy og Tjernobyl Foreningen fik 5.000 kroner til afholdelse af sommerlejr i Danmark.

I årets løb er der også doneret julekurve i lokalområdet, og der er givet 5.000 kroner til Danmarks første nybyggede børne- og unge hospice ”Strandbakkehuset” i Rønde nær Kalø Vig.

Annonceret indhold

Nyeste