Det er fortsat indenrigspassagerne, der holder Aalborg Lufthavn i gang for alvor, men der er sket fremgang i antallet af udenrigsrejsende fra juli til august. Foto: Aalborg Lufthavn
Livet her

Aalborg Lufthavn fik stigning i udenrigstrafikken i august

Men ud af knap 56.000 rejsende i alt var de knap 45.000 passagerer på indenrigsfly

03. september 2020 kl. 07:30
Opdateret 04. september 2020 kl. 14:17

NORDJYLLAND: I august har der i Aalborg Lufthavn været en stigning på knap 17 pct. i antallet af rejsende gennem terminalen i forhold til juli. I sammenligning med august 2019 er 44,3 pct. af trafikken nu tilbage i august 2020 efter coronakrisen, fremgår det af en pressemeddelelse.

Siden Danmark lukkede ned i marts har udenrigstrafikken og især chartertrafikken været på et meget lavt blus, men i august 2020 sås en større stigning i antal rejsende til udlandet end i de foregående måneder.

- Vi ser i år en august med over 25 pct. flere rejsende til udlandet end juli, når vi tæller både udenrigs- og charterpassagerer. Det er interessant, da juli sædvanligvis er en langt større feriemåned end august. Men i denne uvante situation er det en positiv udvikling. Således går det i den rigtige retning, hvor også KLM her fra 1. september er tilbage med hele tre daglige afgange til Amsterdam, som giver en langt større fleksibilitet for især de forretningsrejsende, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen og fortsætter:

- Vi har fået 24,8 pct.af udenrigstrafikken tilbage i august, hvor 10.010 passagerer fløj udenrigs mod 40.422 i august 2019. I chartertrafikken er der stadigvæk markant tilbagegang med kun 1246 charterrejsende mod 25.638 i august 2019.

Det er fortsat de indenrigsrejsende, der står for langt størstedelen af det samlede antal rejsende i august 2020. Alt i alt er 74,2 pct. af indenrigspassagerene tilbage i Aalborg Lufthavn med 44.688 rejsende til og fra København og Bornholm mod 60.243 rejsende i august 2019.

- Efter sommerferien er erhvervslivet så småt ved at komme op i omdrejninger igen, hvilket normalt betyder mange flere rejsende til København. Ligesom i juli ser vi også stadig mange ferierejsende på ruten i august, hvor særligt de fortsat billige flybilletter spiller ind, siger Søren Svendsen.

I Aalborg lufthavn var der i august 2020 i alt 55.944 passagerer igennem terminalen mod 126.303 passagerer i august 2019 - svarende til en samlet tilbagegang på 55,7 pct.

Annonceret indhold

Nyeste