Destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt fortæller om en fantastisk sommer i Morsø, Skive og Struer kommuner på trods af de truende udsigter for turismerhvervene, da regeringen i marts lukkede det danske samfund ned og lukkede grænserne. Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

2020 blev en fantastisk sommer i limfjordslandet

Der var overvældende mange overnatninger, siger destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt

09. september 2020 kl. 16:57

MORS: Mens coronakrisen har givet en masser bekymringer og ubehageligheder med sig, har den givet turismen i Mors, Skive og Struer kommuner en kæmpe fremgang i antal overnatninger, hedder det i en pressemeddelelse fra Destination Limfjordens kontor i Nykøbing.

Sæsonen så mildest talt rigtig skidt ud, da regeringen i marts lukkede Danmark ned, og den ene booking efter den anden blev aflyst som følge af de lukkede grænser. Men lige da turismesæsonen 2020 allerede var dødsdømt, vendte skuden, i og med at danskerne blev ”tvunget” til at holde ferie i Danmark. Det gjorde nemlig, at sommerhuse, feriecentre og campingpladser blev booket op, fremgår det:

- Det har på mange måder været en meget anderledes sæson. Mange af vores campingpladser har været fyldt, ligesom det var umuligt at opstøve hverken sommerhuse og hytter, da alt var lejet ud. Flere af vores campingpladser har heller ikke før prøvet at have gæster, som har booket 14 dage eller mere. Det er helt fantastisk, siger destinationsdirektør Kristina Lehmann Schjøtt og fortsætter:

- Som alle andre steder så det rigtig sort ud i foråret for vores erhverv, men sommerens mange bookinger og danskernes beslutning om at holde ferien i limfjordslandet har betydet, at vi har hentet rigtig meget økonomisk af det, vi tabte i foråret.

Coronasituationen har også gjort, at stort set alle i turisterhvervet har måtte tænke anderledes i år for at mindske tabene. Men faktisk har flere af områdets restauranter aldrig haft så travlt eller lavet så meget mad på så kort tid:

- Det er helt fantastisk, hvordan restauranterne har givet den fuld gas med takeaway. De fortæller, hvordan folk har holdt i kø for at hente mad, og at de desværre har måtte afvise folk, som ønskede at bestille mad, fordi de slet ikke har kunnet følge med. Så det er jo vanvittigt fedt, hvordan man kan starte med at frygte en masse madspild til, at folk kører op til 60 km for at hente mad her i området og støtte restauranterne, siger Kristina Lehmann Schjøtt.

Hun fortæller, at særligt øerne i Limfjorden har oplevet travlheden med de mange besøgende, især da der blev åbnet for, at gående og cyklister kunne komme gratis med færgerne hen over sommeren:

- Det er rigtig godt for vores erhverv, at de har fået ekstra mange gæster i år. Gæsterne har fået nogle andre oplevelser, end de ellers ville have fået. Det er rigtig dejligt at kunne vise gæsterne, hvad vores skønne område har at byde på, og så håber vi, at de kommer tilbage i efteråret eller til næste år igen, siger Kristina Lehmann Schjøtt.

Annonceret indhold

Nyeste