Den 51-årige mand blev dømt ved Retten i Holstebro.
Livet her

Læge blev truet med køkkenkniv

51-årig mand fra Thisted er også dømt for trusler mod to betjente

01. februar 2023 kl. 15:00

THISTED: To politibetjente og en læge, der natten mellem 1. og 2. marts sidste år troppede op på en privat adresse i Thisted, blev udsat for en voldsom oplevelse. Beboeren truede dem nemlig med en køkkenkniv.

Tirsdag blev manden dømt for forseelsen ved Retten i Holstebro. Ifølge anklager Michelle Andersen var selve skyldsspørgsmålet allerede afgjort i en tidligere retssag, men inden straffen blev udmålt, skulle en mentalundersøgelse fastslå, om den tiltalte ville være egnet til almindelig straf. Vurderingen blev, at manden ikke er omfattet af en persongruppe, der ikke vil kunne få en almindelig straf. Dommen til den nu 51-årige mand kom til at lyde på 60 dages ubetinget fængsel.

Ifølge anklageskriftet var manden tiltalt for at sparke den ene af betjentene over benet. Desuden var han tiltalt for at true både den tjenestegørende læge og de tjenestegørende politibetjente med vold, idet han først gik frem mod lægen med en køkkenkniv med en klinge på cirka 20 centimeter og dernæst fortsatte hen mod de to betjente, hvilket resulterede i, at betjentene blev klemt op mod en dør, inden det lykkedes for dem at overmande manden.

Annonceret indhold

Nyeste