Det sker

Onsdag: kom med på havnerundfart i Hanstholm

Onsdag 30. juni er det første arrangement: havnerundfart med tidligere fisker Egon Odgaard

29. juni 2021 kl. 14:13

HANSTHOLM: Tiderne er skiftet.

Gæster er nu mere end velkomne på Hanstholm Havn.

Et nyt sommerprogram under titlen ”Sommer på Hanstholm Havn” skal give lokale og turister ægte oplevelser på havnen.

Onsdag 30. juni er det første arrangement: havnerundfart med tidligere fisker Egon Odgaard.

I løbet af sommeren følger yderligere fem havnerundfarter, hvor sejlturen bringer gæsterne tæt på livet på havnen, set fra søsiden, og der fortælles historier på den ægte måde - af dem der har haft deres gang på den travle havn.

Også 12 guidede morgenture på fiskeauktionen er programsat i samarbejde med Hanstholm Fiskeauktion.

Her kommer gæsterne ikke kun tidligt op.

De kommer helt tæt på havnens ”epi-center” hvor mange millioner omsættes hver dag.

Der sluttes af på Medvind med morgenkaffe og rundstykker.

Udover de allerede nævnte ture indbefatter ”Sommer på Hanstholm Havn” tilbud om vrag og fisketure, aftenture med mangeårigt folketingsmedlem og tidligere fisker og virksomhedsejer på Hanstholm Havn, Svend Heiselberg og naturture på skrænterne.

- De guide ture sker alle i regi af ”Showroom Fiskeriet” i samarbejde med Visit Thy - Thy Turistbureau, og er et koncept som skal afprøves i år og videre udvikles til næste år. Vi håber at rigtigt mange lokale vil bakke op om arrangementerne, som på længere sigt er et skridt i retning af at knytte Hanstholm By og egn sammen med Hanstholm Havn, fortæller projektleder Berit Holtebo med kontor på Hanstholm Havn.

- Der venter folk spændende ture sammen med lokale, der ved hvad det handler om. Det bliver ikke mere ægte. Vi får sommerprøvet konceptet af, siger Berit Holtebo.

For idéen er at knytte by og havns sammen.

Men også at der kommer mange turister på Hanstholm havn og får oplevelser, og ikke mindst lægger nogle penge hos de lokale forretninger.

Onsdagens havnerundfart kan bookes via https://tourdethy.billetexpressen.dk.

Skibet sejler onsdag kl. 16.30.

Øvrige oplysninger om ”Sommer på Hanstholm Havn” kan findes på Hanstholm Havns Facebookside og Thy360 grader.

Annonceret indhold

Nyeste