Livet her

Masser af glas og fynsk kunst

Lørdag 3. oktober er der fernisering på årets sidste udstilling i Mississippi i Uglev på Thyholm

28. september 2020 kl. 07:15

UGLEV: Lørdag 3. oktober er der fernisering på årets sidste udstilling i Mississippi på Jupitervej 26 i Uglev på Thyholm.

Udstillingen kører frem til søndag den 8. november.

I hele udstillingsperioden er der åben torsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 13.30-17.00, samt alle dage i efterårsferien.

Årets sidste udstilling kommer til at omfatte glaskunst udført af Frida Franco-Dossar og 10 billedkunstnere fra Fyn.

- Samtidig tager vi hallen i brug, hvor vi vil udstille 800 sparebøsser, der er stillet til rådighed af Erik Wishoff, der bor i Hvidbjerg på Thyholm, fortæller formanden for Mississippi, Bruno Nordensgaard.

Det er lykkes at få glaskunstneren Frida Franco-Dossar til at udstille sine glasmosaikker sammen med hendes billedkunst.

Hun er født i Ungarn i 1964 og opvokset med de kunsttraditioner, der var i landet dengang, samt har hun hentet inspiration ved et længere ophold i Polen.

I 1994 kom Frida Franko-Dossar til Danmark og har de seneste år haft base og værksted i Gedved ved Horsens. Her opdagede Frida, at man kan male på glas og på den måde få en stor lysintensitet ind i arbejdet, som ikke kan opnås på anden måde. Hendes væsentligste arbejder indtil nu er et flere meter højt billede i glas til Vestre Kapel i Horsens.

Kunstnergruppen ”Landmalerne” fra Fyn består af ti malere, der fortolker landskabet på hver deres måde.

Kunstgruppen har bestået siden 2002, hvor de har udstillet sammen ved forskellige lejligheder.

Gruppen har tidligere udstillet påbl.a. Sønderborg Slot, Kirsten Kjærs Museum, SAK Svendborg, Johannes Larsen Museet og forskellige gallerier.

Mississippi har siden sidste fernisering haft besøg af streetart kunstneren Richard Homes, der har udsmykket omkring 30 kvm væg med et værk, der hedder ”Fremtiden er over os”.

Annonceret indhold

Nyeste