Fra et tidligere træskibsbesøg i Nykøbing Mors i forbindelse med ”Limfjorden Rundt”. Foto: Morsø Turistbureau
Livet her

”Limfjorden Rundt” gæster igen Nykøbing

Udover ca. 60 træskibe sørger Morsø Turistbureau for markedsstemning på havnen med veterankøretøjer og tombola

05. september 2020 kl. 07:15

NYKØBING: Torsdag 10. september anløber omkring 60 gamle flotte træskibe Nykøbing Havn i forbindelse med ”Limfjorden Rundt”, fortæller turistchef Bente Kristensen. Morsø Turistbureau (Visit Mors) har i mange år håndteret arrangementet, men i år er det på grund af coronasituationen ændret for sejlernes vedkommende, da man ikke har mulighed for at holde en aftenfest med fællesspisning.

- Men havnen i Nykøbing er i anledning af Nordens største træskibssejlads som tidligere år omdannet til en lille hyggelig markedsplads med forskelligartede boder med salg af mad, forfriskninger, udstillinger og andet godt, fortæller Bente Kristensen og fortsætter:

- Flotte gamle veteranbiler pryder også havneområdet denne eftermiddag, når de er linet op på den store plads. Gæsterne har dermed mulighed for at komme tæt på de gamle køretøjer.

Torsdag er der i øvrigt også mulighed for at prøve lykken i turistbureauet tombola på havnen med mange flotte gevinster, der er skænket af byens handlende:

- Det er utrolig svært at fortælle, hvor flot det ser ud, når de mange træskibe, store som små, ligger side om side og fylder de fleste af havnepladserne i Nykøbing. Så jeg kan kun opfordre til, at alle der har mulighed for det, kommer forbi og ser med egne øjne. Det er stort, og den maritime stemning skal opleves. Men husk at holde afstand i det offentlige rum, havnen er uden afspærringer, siger Bente Kristensen.

Hun pointerer, at træskibene er en maritim oplevelse for hele familien:

- Det er et fantastisk skue for publikum, når så mange skibe er samlet på et sted.

Fredag morgen sejler træskibene fra Nykøbing med kurs mod Fur.

Annonceret indhold

Nyeste