Livet her

Krøyers og Anchers på Skagen

Morsø Teaterkreds får besøg af musicalen ”Lys over Skagen” onsdag aften 2. oktober

23. september 2019 kl. 14:16

NYKØBING: Det er Skagens-malerne, det handler om, når Morsø Teaterkreds onsdag aften 2. oktober får besøg i Morsø Teater af musicalen ”Lyset over Skagen”. Den er udsolgt, oplyser formand Jørgen Bruun Christensen, men man kan komme på venteliste.

Forestillingen har 18 skuespillere og sangere på scenen. Teksterne er forfattet af Thomas Høg og Kim Sørensen - og sidstnævnte har også komponeret musikken, mens Daniel Bohr har stået for iscenesættelsen. Alle bidragydere fremgår af forestillingens hjemmeside.

Handlingen udspiller sig i perioden 1891-1905, og publikum møder en række af de kunstnerbohemer, som i de år malede på ”toppen af Danmark”. Centralt står maleren P. S. Krøyer og hans ven - og konkurrent - Michael Ancher samt deres respektive koner, malerne Marie Krøyer og Anna Ancher.

Krøyer-ægteskabet udfordres i et trekantdrama, som også involveret den svenske komponist Hugo Alfvén, med hvem Marie endelig finder en erotisk partner. Snart er ikke bare ægteskabet, men hele kunstnerkolonien i opbrud. Samtidig lever Ancher-parret i et stærkt kærligheds- og arbejdsfællesskab - hun er født og opvokset i Skagen, hvor hendes far ejede Brøndums Hotel, som nu er overtaget af hendes bror.

I fiskerbyen levede malerne og den lokale befolkning i med- og modspil med den smukke, men til tider voldsomme natur, der omgav dem. Den unge skagbo Jens drømmer i forestillingen om at komme væk, både fra Skagen og fiskeriet. Han længes mod storbyen, men er i vildrede, da han er dybt forelsket i Elisabeth, som er meget bundet til Skagen.

Annonceret indhold

Nyeste